6/11 – 2026.
Lidt om det jeg kommer af.
Jeg voksede op i 70’erne med en næsten hippiemor, der havde lidt travlt med at selvrealisere sig. Jeg hører absolut under kategorien “nøglebarn”.
Min mor var ateist og havde filosofien, at Gud var en stor sort***** dame med kæmpestore guldøreringe. Det må man slet ikke sige i dag. Det har ikke ældet så godt. Der lå ikke noget racistisk i det. Min mor var absolut ikke racist. Tiden var bare anderledes.
På grund af min mors favntag med livet kom jeg i en alder af ca. 10/11 år til at bo med min far og storesøster. Min far var meget spirituelt nysgerrig, og en dag lukkede han nogle Jehovas Vidner ind, og for en tid læste vi med dem.
De opdager, at jeg faktisk ikke kan læse. Jeg får en gul “Min bibelhistorie” bog af dem. Overskriften på bogen står med skinnende røde bogstaver, og hver gang vi læser sammen, skal jeg læse en historie op, og jeg øvede mig, og jeg fik ros. Nøj, hvor jeg fik at vide, at det var godt gået.
Jeg øvede mig igen og fik igen ros: Mit lille “nøglebarns” hjerte flød over af stolthed og glæde. Hvad privatskole (og forældre) ikke havde kunnet give mig i forhold til at læse, det kunne de her Jehovas Vidner. Nå ja, og så gav de mig også en hel del viden om, hvad der faktisk står i Bibelen.Vi flytter til Amager, og de nye Jehovas Vidner, vi her læser med, forstår slet ikke konceptet med at rose mig, og dybere end det stak min interesse for religionen/kulten ikke. Heromkring er jeg 13 år, og der sker mærkelige ting omkring mig, jeg hører, ser og mærker ting, som andre ikke hører, ser og mærker.
Min mor, der på ingen måde er glad for alt det her med Jehovas Vidner noget, tager lige chancen og anbefaler, at jeg går på biblioteket og låner materiale om noget, hun havde hørt om. Det hed poltergeistfænomen, ikke poltergeister, men poltergeistfænomen. Det er noget, teenagere godt kan udsætte sig selv for, en aktivering af energi, der kan få ting til at ske, når en teenager er vred eller ked af det. Jeg tager på biblioteket. Jeg kan ikke helt huske samtalen med bibliotekaren, og jeg vender ikke hjem med noget som helst om poltergeister, men jeg vender hjem med Satans Bibel. Den var sort med skinnende røde bogstaver, sådan nogle bogstaver ligesom dem på den gule bibelhistoriebog. Jeg kan tydeligt huske at stå med den i mine hænder. Bare det at åbne den! – men hov, det er jo store bogstaver, og der står ikke så meget i den! Den kan jeg da godt overkomme at læse. Væk var mine dommedagstanker over det, jeg egentlig foretog mig, og jeg gav mig i kast med endnu en bibel.
Et par dage efter kommer den ene af Jehovas Vidner, vi læste med, forbi – uanmeldt. Min far sov. Han havde arbejde hele natten, og det var mig, der åbnede døren. I hånden havde jeg en bog, som jeg et kort øjeblik gemte bag ryggen.
Ham her Jehovas Vidner-gutten skulle snakke med min far, og det skulle være nu, vi skulle til at tage det her mere seriøst, og det var på tide, at min søster blev døbt som Jehovas Vidne. Nu vidste jeg egentlig godt, at min far ikke ville have, at min søster blev døbt som Jehovas Vidne, og jeg sagde, at min far sov, hvortil manden svarede “ja så må du vække ham”, “Han har altså arbejde hele natten, så det gør jeg ikke” gav jeg igen. Og hvorfor kan jeg huske denne samtale så tydeligt? Det kommer nu. “I forhold til at tage det her seriøst”, sagde jeg, “så har jeg her en bog, som jeg er i gang med at læse!” Bogen, jeg havde bag ryggen, kommer frem (Satans Bibel) “og jeg har et par spørgsmål”.
Han punkterede! Aldrig siden har jeg set et menneskes totale chok og opgivelse på denne måde, men han punkterede altså ligesom Fedtmules bil. Det var kun et kort øjeblik, og han ligesom pumpede sig op igen, helt sammenbidt og meget bestemt: “nu skal du vække din far! Vi skal havde det her djævelskab renset ud af dig” Jeg ved ikke helt, hvor jeg fik modet fra, men jeg siger ”så du vil ikke svare på mit spørgsmål? – okay det må du så tage med min far når han er vågen”, og jeg lukker døren. Selv her i skrivende stund kan jeg mærke denne samtale helt inde i kernen af mig. Det skal siges, at min far nu egentlig var meget glad for at have en undskyldning for at slippe af med de her Jehovas Vidner; han kunne heller ikke så godt lide dem på Amager.
Jeg havde fået blod på tanden og lånte flere bøger om heksekunst, magi, det okkulte og også om psykologi. Tanken om, at jeg var tosset, havde jeg, nå ja, og så tanken om ondskab fandtes som Jehovas Vidner havde fortalt, var også en følgesvend. Alt, hvad jeg kunne finde på dansk, prøvede jeg at tygge mig igennem.
Det er egentlig en sjov ting at huske tilbage på, for det er jo noget helt andet end i dag, hvor disse emner bare er et klik på computeren, men dengang i slut-80’erne var jo nærmest med livet som indsats, når ens horisont skulle udvides. Det vil sige, på hylderne i butikkerne og også på biblioteket stod bøger om fx tarotlæsning eller ud-af-kroppen-oplevelser og alt af den slags ved siden af bøger som “læser du tarot, sælger du din sjæl til djævlen”, “ondskab findes i ud af kroppen-oplevelser” osv. For slet ikke at tale om de film, der var på den tid, ja, okay, nogle af dem blev lavet i både 60’erne og 70’erne, men de blev vist i tv i min barndom og min ungdom med temaer som dæmoniske besættelser og djævleuddrivelse og åndeforfølgelse. TAK FOR LORT, Eksorcisten, siger jeg bare.
Jeg stoppede min 9. klasse efter en uge og to timer, så skulle vi have gymnastik, og jeg gad ikke finde på flere dumme undskyldninger for, hvorfor jeg ikke magtede at være med, så jeg gik hjem, og der blev jeg. Det kan så ikke bare, og jeg blev sendt et halvt år på højskole, Bornholmsk Højskole. Her var jeg i det halvår, hvor jeg blev 18. Og det var det år, jeg fik mit første tarotkortsæt i julegave af min mor. Det var det år, skolen lånte et lokale ud til en gruppe bornholmere, der havde arrangeret en krystalweekend med Jette Holm, men det var hendes elev, der kom i stedet: Betty ?? Jeg kan ikke huske, hvad hun hed til efternavn. Men i hvert fald, hvis højskoleeleverne måtte deltage gratis, måtte de låne et lokale på skolen, og Betty kunne også sove på skolen også. Det skulle jeg da være en del af, men altså, de her bornholmere var jo mega tossede, de følte alt muligt med de sten, og efter en hel weekend, jaa, så var jeg jo næsten lige så tosset – næsten.
Om aftenen fortalte jeg Betty om de ting, jeg gik og hørte, så og mærkede, og at det skræmte mig, at jeg følte mig tosset og nærmest forfulgt af noget ondt. Det tog hun meget roligt og sagde, at jeg bare kunne kommunikere med ånder, det var jo helt naturligt for nogen mennesker. ÅNDER! Lige til at starte med var det jo ikke lige fordi det der gav mig den største trøst. TAK FOR LORT, Poltergeist! Men jo mere hun forklarede, jo mere forstod jeg, at det at være tosset eller den rene ondskab ikke nødvendigvis var de eneste muligheder, der var. Dengang var den slags evner bare ikke allemands eje.
Faktisk fik jeg skræmt halvdelen af Højskolen, måske fordi jeg blev glad over, at der var andre muligheder end at være tosset, og at ondskab fulgte mig. I hvert fald delte jeg en af mine oplevelser med de andre på skolen. Der var en nat, hvor jeg sov mærkeligt. Det var, som om der sad en på min seng og aede mig på ryggen. Ikke et øjeblik fik jeg fred. Det var en kvinde, hun havde en betydning for højskolen, hun var start 40´ne, hun var død af sygdom. Hun ville så gerne vise mig skolen. Hun var så glad for skolen. Hun ville vise mig tilbygningen til skolen (spisesalen). Den var ny, den havde ikke været der hele tiden. Hun ville vise, at der i fryseren (det var et rum, man kunne gå ind i) var en kage. Den ville hun gerne vise mig.
Jeg ville overhovedet ikke se noget som helst; jeg lå med dynen over hovedet og tænkte: skrid, skrid, skrid, og hele natten føltes som 5 minutter, og jeg var meget forvirret, da jeg stod op, og væguret ringede. Selvfølgelig fortalte jeg det hele ved morgenbordet. Her hørte en af lærerne, hvad jeg sagde, og fortalte, at en tidligere forstanderinde var død af kræft i starten af 40’erne, og hun var rigtig stolt af højskolen. For øvrigt kunne han også fortælle, at der engang havde været børn spærret inde og efterladt i det rum, jeg sov i. Dem havde jeg heldigvis ikke besøg af.
Efterfølgende var der flere, der fortalte, at de hørte mærkelige ting på skolen, selv om der ikke var nogen at se, og halvdelen af skolen ikke kunne sove i flere dage efter, jeg selv sov egentlig meget godt derefter. Jeg havde fortalt min tossehistorie, og den var ikke mere tosset, end det gav mening for nogen.
I løbet af 90’erne kommer der en del film og serier om hekse. Min far synes, hver gang der kommer en ny, at jeg minder om en af dem. Det går vi og griner af, og vi går til alle mulige alternative messer og sådan nogle aftener, hvor man kan prøve 3 alternative ting for lidt penge, 100 kr., tror jeg, det var, og så kunne man se, om det er noget, man vil mere af til fuldt beløb, fx håndlæsning, aurabillede og samtale med et medie eller det der den gang blev det kaldt kanal, fordi man kanaliseret eller noget af den dur.
Det er en tid, hvor vi i Danmark bliver mere og mere åbne for det alternative/new age, uden at der nødvendigvis er en advarsel med om, at nu sælger du din sjæl osv. Jeg kan huske, at en af de første messer, jeg var til, var meget mere spraglet, end det er i dag. Der var der nogen hekse; de kom, så vidt jeg husker, fra Jylland. Dem snakkede jeg selvfølgelig med. Der var også asatro og noget UFO-halløj, men de forsvandt ud af messerne, og det blev mere og mere tarotkort, clairvoyance, healing og krystalkuglekiggeri. Det er også en periode, hvor jeg tager 9., 10. og HF på VUC, og her har jeg en psykologilærer, der er meget spirituel. Jeg fortæller ham om de ting, jeg oplever, og han fortæller, at han var sikker på, at mange med spirituelle evner blev fejldiagnosticeret og fejlbehandlet, fordi “videnskaben” ikke anerkendte det spirituelle. Han henviser til en masse bøger, jeg kan læse.
En dag, hvor jeg tror, jeg er omkring 29 – det er i hvert fald Sankt Hans aften – beslutter jeg, at nu bliver jeg nødt til at finde ud af, hvad de mærkelige ting, der sker med mig, er, ellers ender jeg med selvmord. Var det ånder og noget, der kunne kommunikere med mig, så jeg kunne bede det om at skrubbe af, eller var jeg tosset, til trods for min psykologilærer, der forsikrede mig om, at jeg ikke var det, men der var jo ting, jeg ikke havde fortalt ham – ting, jeg havde for mig selv, men kunne en psykolog/psykiater se forskellen mellem en psykose/skizofreni og et menneske med en stærk spirituel kraft? Hvis det altså var det, jeg havde. Muligheden for, at der var noget ondt, der prøvede at friste mennesket, sådan som Jehovas Vidner sagde, var jo også til stede. For det føltes ondt, uhyggeligt, stille og altid ved min side, altid, men jeg selv følte mig ikke ond, uhyggelig, højst lidt ynkelig og anderledes.
Jeg vælger at hoppe ud i en New Age/alternativ uddannelse. Det virkede ikke helt så skræmmende som resten af alt det, jeg ellers har interesseret mig for. Jeg startede på en komplementær uddannelse hos Jette Holm, en uddannelse med en bred vifte af alle mulige alternative og spirituelle ting.
På Jettes skole har vi en weekend med clairvoyance. Se, her er noget, der giver mening. Det må jeg dykke mere ned i. I løbet af denne uddannelse hos Jette og hendes team af undervisere er jeg faktisk blevet enig med mig selv om, at jeg slet ikke er så tosset. Der er mere mellem himmel og jord.
Der går lidt tid, og jeg henvender mig til clairvoyant Lone Hertz, og vi har et lille møde om, at jeg gerne vil på hendes clairvoyantuddannelse, og om hun vil have mig på et hold. Jeg fortæller om de oplevelser, jeg har haft med det, der nok er åndelig aktivitet, og at jeg har været alene med det, det at tro, at jeg måske var tosset, og med de forskellige lærere på Jettes uddannelse, der fik mig til at acceptere, at jeg nok ikke var så tosset enda.
Vi bliver enige om, at jeg starter på hendes uddannelse, og hun klapper glædestrålende i hænderne og siger “nææææ så for vi en rigtig heks på holdet” – Vent, hvad? Det havde jeg da ikke fortalt noget om. Lone griner bare af mig, så her midt i 2010 tramper jeg hjem ad Amagerbrogade og tænker “FUCK det så er jeg heks! Når selv en der ikke kender mig ser det. Men så vil jeg være med til at definere, hvad en heks er!”
Havde du spurgt mig dengang, jeg trampede ned ad Amagerbrogade, havde jeg sagt, at en heks er en, der prøver at styre de kræfter, der er inde i hende eller ham selv, på en måde, så det er muligt at leve livet fornuftigt. Det synes jeg så stadigvæk til dels.
Men helt ærligt, ordet heks har altid skurret i mine ører. Jeg har aldrig rigtig følt mig hjemme i det, selvom det har været en god titel til at finde andre, der tænker ligesom mig. En del af mig har altid oplevet det som en anklage, og mens mine piger voksede op, blev jeg også beskyldt for at være en dårlig mor, med anklage til kommune og alt muligt, netop fordi jeg var “heks”. Der ud over må jeg bare erkende, at heksebegrebet i løbet af de sidste 16 år er blevet til noget andet, end det jeg selv rummer. Jeg kan ikke længere genkende mig selv i det.
Jeg bruger magisk kyndig eller troldkyndig, fordi jeg mener, at jeg ved noget om magi og trolddom, og troldkyndig er altså et fedt, gammelt ord. Er det mere neutralt end heks, så kan jeg regne med ikke at blive anklaget? HA! Nej, det tvivler jeg på. Det er sikkert endnu værre, men pigerne er jo flyttet hjemmefra nu, så i det mindste kan de ikke blive tvangsfjernet på grund af min grundlæggende religiøse tilgang til livet. Ja, jeg siger religiøs. Jeg behøver ikke længere vride mig selv for at bortforklare eller skamdække det, jeg tror på og arbejder med.
I mange år arbejdede jeg på at definere heksen, men på rejsen opstod min egen tradition med rødder i den nordiske muld, et forsøg på at afdække og forny vores kulturarv, at give et bud på, hvordan vi kan bruge vores historie og forny den, så det giver en helstøbt åndelighed, der giver mening i et nordisk landskab. Det er det jeg deler med dig her på Asdun.
Samtidig er en verden med internet og fora virkelig taget til, og jeg følger et par heksefora. Det kan godt være, min far laver godmodig fis og ballade med at kalde mig heks, men jeg er ikke heks, ikke som dem på foraene. Vi har bare nogle fælles interesser. For pokker, de render rundt i heksekapper, spidse hatte og snakker om flyvesalve, og nej, sådan er jeg ikke, heller ikke selvom flere og flere siger, jeg minder om alle mulige tv- og filmhekse.
