Skrevet 2010 opdateret 2026.
Februar er opkaldt efter Februus/Mensis Februarius, etruskernes gud fra et folkeslag, der holdt til der, hvor det nordlige Italien ligger i dag. Februus står for underverdenen og renselse. Tidligere hed februar blidemåned, blid betyder lys og hvid. Det er den sidste vintermåned, og naturen vågner stille og roligt op igen, og himlens fugle vender så småt tilbage fra deres vintereksil. Men vinteren holder stadigvæk fast i jorden, selvom lyset og varmen kæmper en brav kamp for at få vinteren til at slippe.
Kyndelmisse er d. 2.
Se, det er gået hen og blevet en sjov størrelse, hekse, hedninge og andet godtfolk tager denne dag rask væk som Imbolc, og det er det jo sådan set også, men med et mere lokalt navn. Kyndelmisse er et gammeldansk ord og betyder – kyndel ‘fakkel, blus’, afledt af kynde ‘tænde’ og misse ‘messe’. Men Kyndelmisse kommer også af det latinske missa candelarum, som det engelske candle, lys/stearinlys, kommer af, og candelarum betyder så lysmesse. Den katolske kirke velsignede de lys, de skulle bruge igennem et år, på denne tid.
Men det er en af de dage, der er blevet smasket sammen, så det stammer fra den tid, hvor Danmark var katolsk, og her var det Mariæ renselsesdag. Denne dag stod for, at hun (Maria) kunne fremstilles i templet og gennemgå den traditionelle renselse.
Dagen blev brugt til store sammenskudsgilder, hvor der blev spist, drukket og holdt fest i tre dage. Man mente, at man skulle spise flæsk på denne dag for at holde sulten fra døren og piske frugttræerne, så de gav større udbytte det år.
En gammel tradition er at tænde lys ved solnedgang rundt om i hjemmet, helst ved vinduerne, og lade dem brænde resten af natten. Desuden brugte man også dagen til at feje vinteren ud.
Som helligdag i Danmark blev den afskaffet af Struensee i 1770, og vi siger ikke længere Mariæ renselsesdag, men Kyndelmisse.
Man siger, at sner det på Kyndelmissedag, bliver det tidligt forår; skinner solen klart til Kyndelmisse, følger der meget sne efter, og blæser det så kraftigt, at atten kællinger ikke kan holde den nittende ved jorden, så varer kulden ikke meget længere.
Imbolc den 1 eller 2.
Imbolc, Oimelc, Midtvinter eller Kyndelmisse er både en sen vinterhøjtid og en tidlig forårsfest. Det er lysets fest både for de hedenske og, som beskrevet ovenfor, for de kristne (katolske). Hvorfor har jeg valgt at skille kyndelmissen, Mariæ renselsesdag, fra Imbolc? Eller sagt på en anden måde: Hvorfor skelne mellem Mariæ renselsesdag og Imbolc?
Fordi det er to forskellige ting, og i nyere tid er det en tredje. Den kristne, katolske fest har vi allerede været inde på. Men Imbolc var en irsk-keltisk festlighed. Både Imbolc og Oimelc betyder amningen fra et moderfår, der får strømmen af mælk til at komme i gang. Det var en bålfest og forbindes med Brigid. Og hvem var så Brigid? Hun er en keltisk gudinde.
Altså, det er lidt noget rod, for på den ene side er Brigid den hedenske keltiske gudinde, og så er der Sankt Brigid, to forskellige personer, og på den anden side er de en sammensmeltning. I den irsk-keltiske tradition fejredes Brigid ved Imbolc den 1. februar, og det markerede begyndelsen på det irske år. Man bad om hendes velsignelser, bad om helbredelse, om beskyttelse for ens husstand, børn og/eller husdyr. Som gudinde er hun gudinde for helbredelse og poesi, tamme dyr, ild, solen og ildstedet. Hun er beskrevet i de gamle keltiske myter; her er hun medlem af Tuatha Dé Danann og var hustru til kong Bres og mor til Ruadán. Faktisk deler hun mange ligheder med den katolske Sankt Brigid af Kildare.
Og hvem var hun så? Sankt Brigid er skytshelgen for Irland, babyer, jordemødre, kvæg og mælkepiger. Det siges, at hun var datter af en ædel far og en slavemor, og at hun blev solgt sammen med sin mor til en druid. Senere konverterede hun til kristendommen og blev abbedisse. Man ved ikke helt, hvornår hun blev født, men ifølge legenden om hende var det 1. februar 523.
Over tid har helgenen overtaget mange af gudindens egenskaber og steder. Mange anerkender, at disse tilhører både helgen og gudinde samtidigt.
Der har været nogle traditioner, hvor ildstedet blev kaldt “Brigid alter” i ethvert hjem, og under Imbolc, hvor vinteren var hård, var ilden vigtigere end nogensinde. Ilden måtte ikke gå ud, og om aftenen blev ilden tændt med en bøn og dækket med aske for at bevare de varme kul. Om morgenen blev ilden genopbygget med bøn igen.
Brigids korset
Brigids kors er oprindeligt flettet af halm/siv, og det hænges over hoveddøren eller i køkkenet for at beskytte hjemmet mod ondt, ildebrand og sult. Det flettes ved Imbolc, og så hænges det op hele året og brændes ved næste Imbolc, hvor et nyt kors hænges op. Man mener, at Brigids kors stammer fra førkristen tid og er et gammelt irsk solkors.
Alligevel bliver Brigids kors i dag tilknyttet den irske helgen Sankt Brigid. Her er historien om, hvordan hun trøstede en hedensk høvding og distraherede ham fra smerte og frygt ved at flette et sivkors og fortælle historien om korset imens. Høvdingen så lyset og blev omvendt; han lod sig døbe lige inden sit sidste åndedrag.
Imbolc som Sabbat
Og så til den tredje udgave af Kyndelmessen eller Imbolc, går jeg ud fra, at det er mest korrekt at sige. Ser du, i denne udgave er det en af de 8 sabbatter, som hører til wicca. Her betragtes Imbolc som en større sabbat, fordi de følger de keltiske mærkedage, altså alt det med bål og Brigid herover. Men det er også her gudinden genvinder sit helbred, efter at have født guden, og tager igen jomfruens skikkelse. Guden er ikke særlig aktiv, men han forsøger at skinne mere og mere for hver dag. Tiden er til, at han/solen vokser til at blive den unge gud, når foråret kommer. I wicca tager gudinden og guden naturens rolle på sig, og årets gang bliver på den måde en fortælling om gudinden og guden.
Det skal siges, at de 8 sabbatter ikke på noget tidspunkt har været samlet i løbet af et år, noget sted i verden, før Gerald Gardner, der var stærkt inspireret af Margaret Murray, engang samlede dem sammen med Doreen Valiente i 1950’erne. Så de er absolut en nyere opfindelse i den form, som de 8 sabbatter har i dag.
Wiccas 8 sabbatter “rejste” ud af wicca og blev “berømt” og knuselsket af alle mulige hekse fra hele verden, de kunne godt se, at det ikke bare var datoer i en kalender, men også en fortælling om årets gang. Her i Danmark blev sabbatterne gjort meget lokale gennem Danni Drudehyls bog Heksenes Håndbog. I dag er vi langt væk fra Mariæ renselsesdag. Vi har fået en masse drys fra noget irsk-keltisk mytologi og gamle hedenske ritualer.
Flere og flere tager de 8 sabbatter til sig. Jeg har set det i nogle asatrogrupper og hos hekse, der kalder sig nordiske hekse, og som ikke er wiccanere. Her bliver sabbatter godt nok byttet ud med blót, lige i tilfældet med kyndelmissen kunne det være diseblót, og fokus for nogle af dem er de kvindelige guddomme kaldet Diserne, Asynjerne eller gudinderne.
Fælles for alle tre og for årstiden selv er, at det er en tid, hvor man kan planlægge, hvad der skal komme i resten af året.
Valentins dag
Dagen er den 14., og en meget ny tradition i Danmark. Den er kommet til os gennem England og U.S.A. Sankt Valentin er de elskendes skytsengel, så denne dag handler om dem, vi elsker.
Valentin er fra det 3. århundrede. Han var en kristen munk, som levede i Italien under kejser Claudius 2.s forfølgelse af de kristne. Sagnet siger, at han på trods af Claudius’ forbud viede unge par på kristen vis, og han rådede de unge mænd til i stedet for at gå i krig for Claudius at blive hjemme hos deres kærester eller koner. Dette blev for meget for Claudius, og han ophævede alle ægteskaber og forlovelser, tog Valentin til fange og fik hovedet hugget af ham på dagen d.14. februar 269 e.Kr.
Længe før dette var d. 15 februar for romerne en festlighed til ære for frugtbarheds- og landbrugsguden Lupercus, og festligheden blev kaldt Lupercalia. I nyere tid er Lupercalia blevet knyttet til Valentinsdag, selvom de oprindeligt ikke havde nogen forbindelse til hinanden, ud over at have nogle af de samme temaer og næsten ligge på samme tid. Lupercalia er senere blevet erstattet af den katolske/kristne højtid Kyndelmissen.
Fastelavn
Denne dag ligger ikke på en fast dato; den rykker sig fra år til år. Fastelavn kommer fra middelalderen, hvor det var en hedensk vårfest og en meget løssluppen frugtbarhedsfest. Det at klæde sig ud betød, at man var en anden og derfor kunne gøre andre ting end i sin hverdag. Skikken kom til Danmark med tyske købmænd og håndværkere i slutningen af 1300-tallet. Kirken tog senere fastelavn til sig som en højtid, og under reformationen i 1536 forsøgte gejstligheden at afskaffe den ret så voldsomme fastelavnsfest uden resultat.
Traditionen med at slå katten af tønden kom fra de hollændere, Christian den 2. fik til Danmark for at lære os at dyrke grøntsager. De kom omkring 1520. Katten i tønden var en levende, gerne sort kat, og man anså det at slå katten af tønden som en kamp mellem vinter og sommer. Den sorte kat symboliserede de kræfter i naturen, der ansås for at være mørke, og de mørke kræfter i en selv, så når man slog katten af tønden, betød det, at man jog vinteren bort.
Omkring 1700-tallet opstod endnu en skik, nemlig skikken med fastelavnsriset. Til at begynde med var det kvinderne, der fik risene, og de takkede mændene med lidt kage eller en bolle. Det at give kvinderne risene blev opfattet som et frugtbarhedssymbol. Senere var det børnene der fik det, og det blev pyntet og brugt til at vække deres forældre med ved at rasle voldsomt med det, mens børnene sang fastelavnssangen.
Skal dagen bruges rituelt, er det en dag, der står for frugtbarhed, løssluppenhed og overflod. Det er tid til udklædning og masker, og herigennem kan man dyrke andre sider af sig selv.
Den 22.
Dette er den dag, der repræsenterer den hårde vinters afslutning.
Skudår d.24 – hver fejre år
Ja, det bunder jo lidt i noget rod, at vi har et skudår hvert 4. år. Det bunder i, at Jorden er 365,25 døgn om at dreje rundt om solen, og alligevel er der 365 dage på et år. Det hænger slet ikke sammen, og derfor er der den indskudte dag hvert 4. år. Det var Julius Cæsar, der indførte denne dag i kalenderen, og den fik navnet den julianske kalender.
Så skulle man tænke, at så var der styr på det, en ekstra dag sidst i februar, men det er det slet ikke, for den ekstra dag er d. 24. og ikke d. 29. Forvirret? I det hele taget er vores kalenderhistorie noget rod, men i Julius Cæsars tid var der kun 23 dage i februar, som dengang var årets sidste måned. Det vil sige, at det er den 24. februar, der er skuddag. I et skudår er dagen, hvor kvinder ifølge traditionen må fri.
Februars fuldmåne
Februars fuldmåne bliver kaldt Sne måne, og ligesom med januars måne har den flere navne. At den er blevet kaldt sne måne har noget at gøre med, at vi førhen, da vejrforholdene var anderledes, ofte havde den hårde frost i januar og den lidt lettere frost, som gav masser af sne i februar. Den bliver også kaldt rens- og velsignelsesmåne. Det passer jo egentlig meget godt til en måned, hvor vinteren renses ud, og hvor kyndelmissen står for at velsigne lyset. Desuden står sne ofte som symbol på renselse eller renhed.
Det sker, at der er to fuldmåner i februar, og i nyere tid har den anden fuldmåne i en måned fået navnet blåmåne, men egentlig er den ældre definition af en blå måne den tredje fuldmåne i en sæson, der har fire fuldmåner. Dette kaldes en sæsonbetonet blå måne, og det sker ifølge NASA ca. hvert 2,5 år. Men som sagt er det blevet moderniseret i nyere tid at kalde den anden fuldmåne i måneden blåmåne.