Ráns fortælling

2/11 – 2026

Inden jeg går i gang med Ráns fortælling, vil jeg gerne give dig lidt baggrund. Det er ikke en fortælling fra myterne, så du skal ikke den læse sådan. Hvis du kender denne side eller mig, ved du nok, at jeg ofte arbejder med shamanlignende rejser. Ráns historie er en af de rejser, jeg har fået lov til at dele med dig.

På rejsen sad jeg ved en arne, hvor jeg fik fortalt, hvordan fortællingen skulle bygges op. Afsnittet om hendes ni døtre måtte jeg rekonstruere, for da jeg skulle skrive det, kunne jeg simpelthen ikke huske det. Og deres navne kan jeg bestemt heller ikke stave til. Resten er fortalt, som jeg husker det, der strakte sig over flere dage, i forbindelse med noget arbejde, jeg lavede med skyggen, sorg osv. i slutningen af oktober 2026. Og nu til fortællingen.

Alle, høje som lave, lyt til det, jeg har fået fortalt på min rejse. Lyt, alle ætter, til min fortælling. Det er en jættefortælling om en ældgammel slægt, skabt før kaos blev bragt i orden.

Engang drog en rimtussejætte med et koldt og grådigt hjerte over havet. Havet var nær ved at sluge ham, og han råbte til det: Hvis du skåner mig, får du min datter. Havet skånede ham, og han kastede sin datter, som kun var få uger gammel, i havet. Hun var så ny og fin. Det lagde jætten ikke mærke til, men det gjorde havet.

Hun voksede op på havets bund, og havet gav hende navnet Rán, fordi det holdt af hende og mente, at hun havde ”stjålet” dets hjerte. Hun blev en smuk og stolt ung jættepige med et underfundigt sind. Hendes hjerte var ikke koldt som hendes fars; der var noget særligt ved det, for det kunne rumme utrolig meget, ligesom havet selv.

Da hun var blevet en ung kvinde, fortalte havet hende om jætten Ægir (hav) som boede på havets bund. Hans hjem var en sal badet i guldlys, lige ved Hlérs Ø (Læsø). Der var så meget guld i hallen, at ild var overflødig, for guldet lyste selv hele salen op. Ægir var både selskabelig og vendelig og inviterede til store gilder. Og selv om han var jætte, var aserne også velkomne. Men han kunne nu også være ganske frygtindgydende.

Rán satte sig for at møde denne rummelig jætte. Han bød hende indenfor i sin sal, og natten gik med samtaler om havet og dets vidunder, og sød musik opstod.

Høj som lav, lyt til fortællingen om tiden, før der kom orden i kaos. De fandt sammen, og snart fik de ni døtre, som blev kendt under tilnavnet bylgjumeyjar (bøjle jomfruer).

En af dem hed Himinglæva. Hun er den gennemsigtige, klare bølge – eller, lidt mere poetisk, bølgen, som himlen lyser igennem. Hun er det rolige hav.

En anden af dem hed Blóðughadda, også kendt som den blodighårede bølge. Det er hende, du ser ved havoverfladen ved solnedgang eller på et oprørt hav.

Rán av Arthur Rackham (1911).

Den tredje hed Hefring. Hun er bølgen, der rejser sig højt, lige før den braser sammen, også kaldet Tidevandet.

Den fjerde hed Uðr/Unnr. Hun er den skummende bølge eller det skummende hav. Hun er den konstante, flydende og brusende vandmasse.

En femte hed Hrönn. Hun er havskummet, der trækker tang og skaller med sig. Hun er bølgen, der skyller frem, også kendt som en brændingsbølge eller strømbølge.

Den sjette hed Bylgja. Hun er den store bølge, der svulmer og ruller hen over det åbne hav.

Den syvende hed Dröfn/ Bára. Hun er den oprørte bølge, der bryder i skum og rejser hvide toppe, kent som skum eller kastebølge.

Den ottende hed Kólga. Hun er den iskolde bølge, beskrevet som et dødbringende gys i det dybe nordiske hav.

Den niende hed Dúfa. Hun er den duvende bølge og kendetegner et forholdsvis roligt hav. Hu er den dybe, tunge bevægelse, der får skibe til roligt at vippe op og ned.

Efterhånden som tiden gik, og Bylgjumeyjar´ne og verden omkring dem voksede, så Rán mennesker blive kastet for sine døtre. Hun fangede dem i sit kæmpe store net, men eftertiden kom til at huske det anderledes og har siden forbandet Rán mange gange.

Alle, høje som lave, lyt til min fortælling. Den vigtigste del vil jeg nu dele. Lyt til det, jeg har fået fortalt på min rejse, den del, der var med til at bringe orden i kaos.

Rán følte med sjælene, der sad i hendes net, og rejste med menneskesjælene til Hel. Hel tog imod dem, og sådan begyndte de to jættekvinder at arbejde sammen, så ingen menneskesjæl gik tabt, og der altid var én, der holdt hånden under dem, sådan som nornerne havde bestemt.