2026
Da jeg i sin tid skrev om traditionerne for hver måned, nævnte jeg et par gange helligdagsreformen og har ikke tænkt nærmere over det. Men det er måske alligevel værd lige at trampe lidt rundt i, hvad det var, der lige skete med den helligdagsreform, jeg nævner den sådan set 11 gange i løbet af året.
I 1770 skete der store omvæltninger i de danske helligdage. Halvdelen af dem blev afskaffet, og i eftertiden har Struensee fået skylden for det hele, men faktum er, at man allerede havde arbejdet på helligdagsreformen, inden Struensee kom til. Han fik dog kongen til at skrive under.
Det var et opgør med katolicismen. Det pjat var jo ikke længere en del af Danmark efter reformationen, og der var mange helligdage, og dem, der havde udtænkt denne reform, syntes ikke, at folk var særligt hellige, når der nu var så mange helligdage. Og så var der selvfølgelig det økonomiske i forhold til, at det blev arbejdsdage og ikke helligdage.
Hvilke dage var det så, der røg?
- 3. juledag – 27/12, der egentlig var en katolsk helgendag kaldet “Festum St. Johannis Evangelistæ”, dvs. en helgendag for apostlen Johannes, som ifølge traditionen skulle have været død på denne dag.
- 3. påskedag – tirsdag efter påske, traditionelt var det en helligholdt dag med kirkegang og stille sysler.
- 3. pinsedag – tirsdagen efter pinse, egentlig bare endnu en dag at holde pinse i, og hvad er pinsen? Dagen, hvor de tolv disciple var samlet til jødisk påske/Shavuot; ifølge Apostlenes Gerninger blev de fyldt med Helligånden, og dette var “fødslen” af kristendommen.
- Helligtrekongersdag – 5/1 markerer afslutningen af de tolv juledage, altså julens definitive afslutning, og den dag, hvor der var nogen, der så Jesus-barnet og kom med ofringer.
- Mariæ renselsesdag, måske bedre kendt som Kyndelmisse – 2/2, ligger 40 dage efter Jesu fødsel. Maria kunne her fremstilles i templet, så hun kunne gennemgå den traditionelle renselse. Derudover er kyndelmisse et gammeldansk ord og betyder kyndel ‘fakkel, blus’, afledt af kynde ‘tænde’ og af misse ‘messe’.
- Sankt Hansdag – 24/6, en dag, hvor kristendommen lagde sig oven på sommersolhverv/midsommer = midsommer. Sankt Hansdag er ikke midsommer! Det er Johannes Døberens fødselsdag og ligger i et årshjul lige over for Jesu fødselsdag. (*der er dog noget sjovt med fødselsdage, se nedenfor), men kristendommen har til alle tider måttet indse, at det var nemmere at indoperere de hedenske traditioner. Umiddelbart tror jeg ikke, folk tænker over, at de holder Johannes Døberens fødselsdag på samme måde som Jesu ved jul (der er flere tanker til denne dag, se juni)
- Mariæ bebudelsesdag, også kendt som Herrens bebudelse – 5. søndag i fasten, er dagen, hvor ærkeenglen Gabriel kom til Jomfru Maria og bebudede Jesu fødsel.
- Mariæ besøgelsesdag – 2/7, er til minde om Jomfru Marias besøg hos Elisabeth, som skulle føde sin søn, Johannes Døberen.
- Mikkelsdag, også kendt som Michaëlis-29/2, er til ære for ærkeenglen Mikael og faktisk også de andre engle.
- Allehelgensdag – 1/11, men de relevante tekster oplæses alligevel ved gudstjenesten første søndag efter 1. november. Men hvad var dagen til for? Til minde om alle de kristne helgener og martyrer, der ikke havde fået deres egen dag.
- Taksigelsesdag for afslutningen på Københavns brand i 1728 blev flyttet til første søndag efter 23/10 og afskaffet som helligdag efterfølgende.
*Fødselsdage
Det interessante ved fødselsdage er, at den tidlige kristendom ikke holdt fødselsdage; faktisk var de imod det, som Ralph og Adelin Linton skriver i The Lore of Birthdays: „Grækerne troede at ethvert menneske havde en beskyttende ånd eller dæmon som overværede den pågældendes fødsel og vågede over ham i livet. Denne ånd havde en mystisk tilknytning til den gud på hvis fødselsdag vedkommende var født. Romerne tilsluttede sig også denne tanke. De kaldte ånden genius. Denne opfattelse gik i arv til andre og afspejler sig i troen på den gode fe, skytsengelen eller skytshelgenen.“ Og så havde fødselsdage noget med den tidlige astrologi at gøre; ellers kan astrologien for en person ikke udregnes, og det ville kristendommen bestemt ikke have noget med at gøre. (Viden ud over kristendommen har aldrig været kristendommens stærke side).
Nå, men altså: De kristne var imod fødselsdage, men de der hedninge gav jo ikke slip på deres vinter- og sommerfestligheder. Faktisk havde kejser Lucius Domitius Aurelian i 273 indført en dag til ære for den orientalske solgud Sol Invictus, “den uovervindelige sol”, den 25. december. Så den tidlige kristendom, der ikke var særlig “folkelig”, ændrede taktik, og siden begyndelsen af 300-tallet blev Jesu fødselsdag lagt til d. 25. december, og efterfølgende kom Johannes Døberens fødselsdag også til.
I Danmark har den fysiske indgang til jordelivet, altså fødselsdagen, også haft ringe betydning helt hen til reformationen; dåben var langt vigtigere. Faktisk var det sådan, at det i første omgang var “de vigtige” i det danske kongehus, der markerede geburtsdage fra omkring 1600-tallet, i det følgende århundrede bredte denne skik sig til de mest velstillede borgerkredse i byerne.
Det er først fra midten af 1800-tallet, at man begyndte at bruge ordet fødselsdag og ikke geburtsdag, som egentlig var et tysk låneord. Og det var også først her, at pøblen fik retten til sin fødselsdag tilbage.