Skrevet 2010 opdateret 2026.
Nu er naturens skatkammer i fuld flor. Månedens navn stammer fra den romerske gudinde Juno (Jupiters hustru), der var gudinde for kvindelig frugtbarhed. Det oprindelige navn var Skærsommermåned.
Grundlovsdag d. 5.
Den 5. juni 1849 fik Danmark sin første grundlov underskrevet af Frederik 7., og dette fejres på denne dag. Grundloven er sidenhen blevet ændret i 1915, hvor kvinderne fik valgret, og i 1953, hvor vi i Danmark fik kvindelig arvefølge. Det er en national mærkedag.
Det siges, at vi flager for en horeunge på grundlovsdag. Om det er sandt, ved jeg ikke, men sladder går på, at der engang var to venner, Carl Berling og kronprins Frederik, der senere blev kong Frederik den 7. Det fortælles, at de ikke bare var venner, men at de var venner med fordele. En dag, mens de var i byen, så de balletdanserinden Louise Rasmussen og blev begge smaskforelskede i hende.
Carl og Louise finder sammen, og de får et barn, men de er ikke gift. Dengang blev børn uden for ægteskabet kaldt horeunger. Han blev kaldt Frederik, men det der med børn uden for ægteskabet, det var noget værre rod, så han blev sendt væk.
Kronprinsen, der nu var blevet konge, var stadigvæk smaskforelsket i Louise, og det ender med, at de gifter sig, og kong Frederik 7. beslutter sig for, at selvom lille Fredrik ikke er kongelig, skal der flages på hans fødselsdag ligesom andre kongelige. Derfor udråber han fødselsdagen til en national fejring, som så bliver grundlovsdag – derfor flager vi for en horeunge på grundlovsdag – siger man.
Som sagt, så er det sladder, og hvor meget af det er sandt, vides ikke, men Louise havde en dreng inden ægteskabet med kong Frederik 7. og drengens fødselsdag er på Grundlovsdag. Louise er bedre kendt som grevinde Danner.
Fars dag d. 5.
I Danmark ligger denne dag på Grundlovsdag, og der har den ligget siden 1935. Traditionen kommer fra USA, hvor en kvinde i 1910, der var en del af en stor søskendeflok, ville ære sin far, som havde opdraget dem alle alene.
Valdemarsdag d. 15.
Ifølge sagnet faldt Dannebrog ned fra himlen denne dag i 1219 under kong Valdemars sejrstogt i Estland, og det har været en national mærkedag siden 1913. I 1920 fejres på samme dag genforeningen med Sønderjylland.
Litha d. 21som sabbat
Til at starte med skal det siges, at de 8 sabbats på intet tidspunkt har været holdt samlet i løbet af et år noget sted i verden, før Gerald Gardner, der var stærkt inspireret af Margaret Murray, engang samlede dem sammen med Doreen Valiente i 1950’erne. Så de er absolut en nyere opfindelse i den form, som de 8 sabbats har i dag.
Og i bund og grund er Litha, sommersolhverv og Sankt Hans mere eller mindre det samme, men jeg vælger alligevel at dele det op, for det er det ikke alligevel.
Som sabbat betragtes Litha af wiccanere som en mindre Sabbat, da de følger de keltiske mærkedage, og her er fablen, at Gudinden er i fuldt flor, og Guden er på sit højdepunkt: han er en voksen, stærk mand på toppen af sin livscyklus. De forener sig i helligt ægteskab, og gudinden bliver gravid.
Flere og flere tager de 8 sabbatter til sig. Jeg har set det i nogle asatrogrupper og hos hekse, der kalder sig nordiske hekse, og som ikke er wiccanere. Her bliver sabbatter godt nok byttet ud med blót. Lige i tilfældet med denne sabbat ville den godt kunne kaldes et sommersolhvervsblót. Det er en hyldest til sommeren på sit højeste.
I Dannie Druehyls bog Heksens håndbog præsenteres Litha som sommer solhverv.
Sommer solhverv
Er årets længste dag og korteste nat. Faktisk står solen næsten på samme måde i hele 3 dage, hvorimod der resten af året bliver lagt få minutter til eller reduceret med få minutter hver dag.
Sankthans
Dette er et fordansket helgennavn for den hellige Johannes Døberen, som skulle være født på den 24., dagen efter Sankt Hans, som vi så i Danmark fejrer dagen før d. 23. I Danmark/Norden har vi en tradition for at feste aftenen før højtiden, og netop derfor holdes det om aftenen før.
Det var i sin tid nemmere at lægge nye traditioner oven i de gamle, og på den måde kan man sige, at de tidlige kristne stjal de gamle traditioner, der er forbundet med sommersolhverv. Det gjorde de engang i år ca. 200, og det kom så med til Danmark, da Danmark blev kristent ca. i år 1000. Altså egentlig er det den 24., der er Johannes Døberens fødselsdag, men i Danmark holder vi den dagen før.
Det betyder, at Jesus og Johannes Døberens fødselsdage er lige over for hinanden i årshjulet, ved sommersolhverv og vintersolhverv, som længe før har været vigtige og specielle dage, som man har fejret på forskellig vis.
De traditioner, vi har i dag til den danske Sankt Hans, er et stort mix af kristendom, noget keltisk, noget svensk (i det hele taget har svenskerne været gode til at holde længe på deres traditioner, før de kristne traditioner overtog) og ja så blev der engang rykket nogle traditioner fra Valborgs aften til Sankt Hans, så man var fri for 2 store festligheder lige oven i hinanden.
Oprindeligt blev midsommernatten opfattet som en nat fyldt med magiske naturkræfter – både onde og gode. Urter og kilder var særligt hellige, og folk opsøgte kilderne og plukkede helende urter på denne aften.
Heksen på bålet
Jeg ved, at nogle hekse er meget forargede over heksen på bålet til Sankt Hans, de sammenstiller det, at hekse blev brændt på bålet i det virkelige liv, med Holocaust, og herfra er der jo ikke noget med, at man har en dag til at brænde dukker, der er jøder. Men den tilknytning til de hekse, der blev brændt på bålet, er faktisk først kommet senere.
Oprindeligt var det en tradition, der kom fra Tyskland omkring 1860, og til at starte med var det bare en dukke, der skulle symbolisere det onde, man ville af med. Men det ændrede sig og blev til heksen senere hen.
I første omgang var heksen gået hen og blevet en, man kun mødte i eventyr, og blev derfor symbolet på det onde og det, man ville af med. Det skal lige nævnes, at den sidste heks, der blev brændt i Danmark, var i 1693, og ellers var heksen forsvundet som en virkelig person i det protestantiske Danmark, i hvert fald i folkets bevidsthed.
Men der var også lige noget andet, der skete her i den tid, hvor heksen kom på Sankt Hans-bålet. Det var, at kvinderne ville have mere at have sagt i forhold til mændene, der bare havde hele overtaget, altså noget mere ligestilling. Den danske kvindebevægelse opstod i 1871 med Dansk Kvindesamfund. Kvinden ville tages alvorligt, og hun ville have rettigheder på lige fod med mænd, blandt andet valgret, som kvinder i Danmark først fik i 1915. Heksedukken blev sat på bålet omkring 1875.
Her kommer grunden til, at det er den kvindelige heks, der kommer på bålet, for hvad ville de præster og andre “vigtige” mænd gerne af med, da dukken kom på Sankt Hans-bålet? En kvinde, der kan selv! Så under dække af at brænde eventyrsheksen, der er symbolet på ondskab, er det i virkeligheden en kvinde, der kan og vil selv, der bliver brændt. Som sagt kom forbindelsen til de mennesker, der blev anklaget for hekseri, først langt senere.
Som sådan bliver mit hekse jeg ikke provokeret af, at heksedukken bliver brændt på bålet, men som kvinde minder det mig om, at kvinder, der ikke har det uskyldige, rene, jomfruelige over sig, selv den dag i dag er skøger, ikke logisk tænkende og i det hele taget ikke fornuftsprægede, billige og hekse, altså som eventyrheksen vel at mærke!!
Så når der er nogen hekse, der i dag fejrer Sankt Hans, ifører sig heksehat og kost og deler sjove billeder af, at nu er de på vej til Bloksbjerg, så ser jeg det lidt som et oprør “nå så kvindes skal undertrykkes? Min bare….”. Jeg ser det som noget helt andet end det at heksedukken bliver brændt på bålet. Historisk set er hekse også blevet kaldt kloge koner eller kloge mænd, og det er da det mest ubegavede at brænde det kloge folk, hvem var det lige der
Bloksbjerg
Sankt Hans aften, når heksen brændes af, og hun sendes til Bloksberg i Harzen, Tyskland, siges det at vil hun genforenes med djævlen og holde sabbat sammen med trolden. Bloksberg er et bjerg og det er i det højeste i Harzen-område, det er ofte indhyttet i skyer eller tåger. Egentlig blev heksen sendt afsted ved Valborg, hvor mørkets kræfter var særligt aktive, men af en eller to grunde, som er uklart, er traditionen i Danmark rykket til Sankt Hans, og Valborgs bålaften er ikke en ting længere.
Midsommer visen
Midsommervisen, sangen der er blevet en del af Sankt Hans-traditionen, stammer fra en af Det Kongelige Teaters største succeser `Det var engang´ fra 1885, stykket handlede om en prins, der driver drager ud for at finde sin prinsesse, og da han finder hende, er hun helt ligeglad og både arrogant og hovmodig. Men han vil have hende, og med list og forklædning får han hende omvendt.
Prinsessen er både stærk, modig, retfærdig og nu også smaskforelsket i den fattige stodder, der jo i virkeligheden egentlig er prinsen. Det hele ender selvfølgelig hyggeligt med midsommerbål, og visen synges. Stykket handler indirekte om den unge kvindes “dannelse”-rejse til at blive en gift kvinde.
Visen er skrevet af Holger Drachmann, og Sankt Hans aften er det kun de 3 første vers, der synges, men der er faktisk 4 vers. Det sidste er bare forsvundet, da det umiddelbart handler om prinsen og prinsessen, og som sådan ikke giver til selve Sankt Hans-traditionen. Det vil jeg så påstå, at det gør! For det understreger kvindesynet ligesom med heksen på bålet. I tiden, hvor visen blev tradition, kendte man godt stykket. Som sagt var det en kæmpe succes, så mens man flytter heksen af, der er symbolet på kvinden, der vil have flere lige rettigheder med manden, synger der en vise med den bagvedliggende fortælling, at unge piger skal “opdraves” til at gifte sig, og selv om de ikke vil, til at starte med. Der er spor af det her i lige præcis det vers det så ikke synges “, og vi hilser den drot, som har prøvet og valgt sig den rette fyrstinde:”
Teksten er dybt religiøs. I første vers står der: “når den signede jul tænder stjernen i træet med glans i hvert øje.” Her er det Jesus og kristendommen, der er i centrum. Men altså sangen knytter sig så til Sankte Hans og dagen markerer godt nok Johannes Døberens fødselsdag, men det er egentlig ikke selve fødslen, der fejres. Det handler i stedet om Johannes Døberens budskab om, at Jesus kommer. Derfor lyder det også: “krans, bli’r dog din Sankte Hans!”
Sandsynligvis har denne dag været en større festlighed end julen, i hvert fald for kristendommen. At holde fødselsdag har jo ikke altid været allemands eje. Så selv om Sankte Hans er Johannes Døberens fødselsdag, og julen er Jesus’ fødselsdag, er det ikke deres fødsel, der fejres, men det budskab, de kommer med. (Se helligdagsreformen her og se nederst på siden.)
Jeg har lagt teksten her unde så du selv kan læse den rigtigt igennem.
1
Vi elsker vort land, når den signede jul
tænder stjernen i træet med glans i hvert øje.
Når om våren hver fugl, over mark, under strand,
lader stemmen til hilsende triller sig bøje:
Vi synger din lov over vej, over gade,
vi kranser dit navn, når vor høst er i lade,
men den skønneste krans, bli’r dog din Sankte Hans!
Den er bunden af sommerens hjerter, så varme, så glade.
2
Vi elsker vort land, men ved midsommer mest,
når hver sky over marken velsignelsen sender,
når af blomster er flest, og når kvæget i spand
giver rigeligst gave til flittige hænder;
når ikke vi pløjer og harver og tromler,
når koen sin middag i kløveren gumler,
da går ungdom til dans på dit bud Sankte Hans
ret som føllet og lammet, der frit over engen sig tumler.
3
Vi elsker vort land, og med sværdet i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende,
men mod ufredens ånd over mark under strand,
vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde
hver by har sin heks, og hver sogn sine trolde.
Dem vil vi fra livet med glædesblus holde
vi vil fred her til lands Sankte Hans, Sankte Hans!
Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde.
4
Vi elsker vort land, og vi hilser den drot,
som har prøvet og valgt sig den rette fyrstinde:
på hans eventyrslot kan hver kvinde, hver mand
et eksempel for livet i kærlighed finde!
Lad tiderne ældes, lad farverne blegne,
et minde vi vil dog i hjertet os tegne:
fra det sagnrige Nord, går en glans over Jord –
det er genskær af vidunderlandets fortryllende egne!
Sankt Hans-koen
Denne skik kommer fra 1737 i Viborg, Jylland, og vi ved, at den forsvandt i Danmark i begyndelsen af 1900-tallet. Skikken er, at pigerne på gårdene pyntede køernes horn med kranse, det var gerne perikum for på den måde beskyttede man køerne imod hekse, der kunne finde på at stjæle deres mælk direkte fra køernes yver, og karlene/drengene drev dem hjem til landsbyen.
Nogle steder fik køerne hele scenetøj lavet af bøgeløv og bonderoser, når de kom tilbage til stalden, blev det gemt på staldens loft eller tag. Det skulle sikre, at hekse ikke kunne komme og ride på kvæget om natten, skabe sygdom eller lignende ubalance.
Når karlene/drengene drev køerne hjem var det en slags væddeløb, men det gjaldt hverken om at komme først eller sidst. For den der kom først blev kaldt Sankt Hans forjager og den der kom nummer to blev kaldt Sankt Hans forjagers plage: De der kom efterfølgende var kejser, kongen, prins og dem som kom som rusinen i pølseenden blev kaldt henholdsvis lukkeren og allersidst natteravnen.
Midsommerstangen
Midsommerstangen og majstangen kommer begge fra Valborg, men midsommerstangen rykkede til Sankt Hans og har flere steder været brugt her i landet, og det er stadigvæk en ting i Sverige. Den har været pyntet på forskellige måder, men overordnet var det en stang pyntet med birkeløv og to til fire blomsterkranse. Når den var pyntet, blev der spillet musik og danset om den.
På Lolland var det faktisk en fortælling om, hvorfor skikken stoppede: Her pyntede man stangen med en krone, og børnene gik rundt om i landsbyen og tiggede mad til gildet. Selve gildet varede i to dage. På førstedagen spiste man brød og æggekage, på den anden dag spiste man bollemælk. Det lyder lidt uheldigt i vores nutid, men det er en gammel dansk ret bestående af brød eller melboller, der ligger i blød i varm mælk, gerne drysset med noget sukker.
Men tilbage til hvorfor denne skik stoppede, det var en skolelærer, der omkring 1900 mente, at det gjorde drengene uvorne og uartige, og derfor blev det afskaffet. Se også maj stangen under maj.
Sankt Hans magi
Ved Sankt Hans var sommeren og naturens kraft på sin allerhøjeste, og netop det rummede stor magi, magisk kraft. Hellige kilder blev opsøgt af folk med sygdomme, skavanker for at de kunne drikke af kilder eller vaske deres sygdom, syglemmer i vandet. Det var så stor en ting, at der faktisk opstod kildemarkeder.
Hvis en ugift pige/kvinde tog en spand vand fra en kilde, ville hun kunne se sin kommende mand i vandet. Synet ville komme, når den første klokkeslag lød og sluttede ved det sidste slag. Man kunne også plukke 9 blomster Sankt Hans aften, ligge dem under hovedpuden, og hun ville drømme om sin tilkomne.
Junis Fuldmåner
Junis fuldmåne bliver kaldt jordbærmåne. Det er her, de forskellige bær kommer frem, og for indianerne i det nordlige Amerika var det hovedsageligt jordbær, der oprindeligt kun voksede vildt og var fremme i en kort periode, og det er herfra navnet på denne måne kommer. I Norden, hvor vi ikke kendte til de store jordbær, blev månen kaldt rosenmånen, da det var heromkring, de blomstrede i fuldt flor, men den kom endelig også ret sent til Danmark. Det gør, at jeg selv kalder denne måne for skovbærmånen.
Det sker, at der er to fuldmåner i marts, og i nyere tid har den anden fuldmåne i en måned fået navnet blåmåne, men egentlig er den ældre definition af en blå måne den tredje fuldmåne i en sæson, der har fire fuldmåner. Dette kaldes en sæsonbetonet blå måne, det sker ifølge NASA ca. hvert 2,5 år. Men som sagt er det blevet moderne i nyere tid at kalde den anden fuldmåne i måneden blåmåne.