Og da Kejser Maximilian af Tyskland dør, så man sit snit til at påvirke sønnesønnen Karl, der var blevet vandt som efterfølger. Da kejser Karl 5. er på vej til sit nye rige, og gør ophold i hans nedrelandske arvelade, kommer Aleandre, et sendebud fra paven, til Karl og fortæller ham om bandbullen mod Luther, og at paven håber, at kar vil gøre noget ved sagen. Karl tager det roligt, han vil ikke gennemtvinge Luthers anholdelse og udlevering. Men med Luthers skrifter lykkedes det for Aleander at få Karl til at brænde, mens de var i det nederlandske arveland. Aleandre håbner nu, at hvis han blev hos Karl, ville han også få bålet til at brænde i Tyskland. “Og det går først med at brænde bøgerne, er der ikke lang til, at luen også når forfatteren.”

Luther svarer igen den 10. december 2015 2 0. Brænder han de pavelige retsbøger, og da det brændte godt, holdt han bandbullen over ilden og lod den falde ned i ilden med ordene “Fordi du har krænket Herrens hellige, så forære dig den evige ild!” Ved at brænde bandbullen viser Luther, at han ikke længere anerkender pavens autoritet.

Luther indkaldes til rigsdagen i Worms i 1521. Kejser Karl 5. havde udsendt et lejebrev, så Luther kunne komme uden, der ville ske ham noget. Men han var kun inviteret for endnu engang at blive spurgt om, han ville fastholde eller genkalde det, han har sagt, han fik en dags betænkningstid. Luther fastholdt sine standpunkter, men under kryptiske svar, hvilket får en brat ende, da kejser Karl rejser sig og går. Luther mente blot, at man selv stod for ansvaret for sin sjæl, og derfor må man følge sin egen samvittighed. Ikke som det havde været fra middelalderen, at ens ansvar var at bøje sig i lydighed under kirken, og så tager de sig af samvittigheden.

Kejser Karl og rigsstænderne fik i maj erklæret Luther fredløs i Tyskland. Og Luthers tilhængere skulle fanges, og deres godser skulle konfiskeres. Man havde altså besluttet at slå den lutherske bevægelse ned. Men Frederik den vise “bortfører” Luther til Wartburg, hvor Luther bliver forvandlet til Junker Georg, uden nogen selvfølgelig af noget af det ved.

Luther blev ikke bedt Vorherre gøre til det reformator. Vorherre havde narret ham dertil, plejede han at sige.

Reformationen i Danmark

Den første lutherske radikant i Danmark dukker op i 1520, og der blev gjort gavnligt gevaldigt grin med ham. Men det var kun for en kort tid, folk var begyndt at føle, at kirken krævede for meget af dem: gaver, almisser, afladshandel osv. Så omslaget kom hurtigt; folk, der den ene dag havde stået og handlet med afladsboderne, kunne den næste dag føle sig helt på linje med Luther. Når Luthers gennemslagskraft var så stor, var det fordi han formulerede nogle behov, der allerede fandtes. Herman Tast kunne holde de første lutheranske prædikener i Danmark i 1522 (Husum, Slesvig).

Året efter og efter kong Christian 2.s (1482-1559) kæmpede brøler ved blodbadet i Stockholm gik den jyske adel til den aldrende hertug Frederik af Gottorp. Man opdagede ganske enkelt Christian 2.s huldskab og troskab. Christian den 2. nåede dog at flygte med sin familie, han ville søge hjælp hos sin svoger, den tyske kejser Karl 5.

Frederik (1471 – 1533) bliver dansk konge og ved sin magtovertagelse lover han at beskytte den katolske kirke mod lutheranerne. Men påvirkningerne fra Tyskland er til at stoppe

Kong Frederik 1. lyttede alligevel gerne til Luther, selv om han selv indtil nu var kendt som en troende katolik, han syntes godt om det Luther sagde, for reformationen fik det let i Danmark, så i 1525 har reformationen bredt sig som en hedebrand.

I året 1526 gør Frederik 1. Danmarks kirke uafhængig af pavestolen, og han spiser kød i fastetiden og demonstrerer derved, at han føler sig som lutheraner. Hans Tavsen, der nu mildest talt har erobret Viborg, da borgerne med våben beskytter ham imod at øh at blive arresteret for kætteri af biskop Jørgen Friis og hans bevæbnede svende. Det fortælles, at Jørgen Friis blev jaget ud af sin stiftsby og tog ophold i en af sine borge. Kongen udnævner nu også Hans Tavsen til sin personlige kapellan. Men dette betyder ikke, at Jørgen Friis slipper af med ham, for Hans Tavsen skal foreløbig fortsætte som præst i Viborg fødeby.

Et ekstra skub i Luthers bevægelse sørger de danske bisper selv for, fordi de overvejende interesserer sig for økonomiske og politiske problemer, således tiendeordningen, i stedet for at interessere sig for folks åndelige liv.

Paven vil have en gammel Christian den 2.-tilhænger til ærkebiskop, det synes det danske rigsråd ikke om. Så de brød forbindelsen med Rom, hvilket betød, at den danske kirke nu stod alene som en slags “national adelskirke” mod Luthers prædikater.

I købstederne begynder borgerne at trænge ind i franciskanerklostrene og driver munkene ud, og “overflødige” kirker rives ned.

1530 ved et møde i København fremlægger protestanterne deres troskab. Og 3. juledag stormer nogle københavnske borgere ind i Vor Frue Kirke, de ødelægger helligbillederne og river messebøger over. Men det bliver stoppet af Hans Tavsen, der nu var flyttet til København.

Christian den 2. forsøger på at genvinde sit rige. Det var lykkedes ham at lægge det meste af Norge under sig, og under frit lejde sejler han til København for at forhandle med farbroren Frederik 1., men han kommer ikke i land. Han bliver overtalt til at tage til Flensborg, fordi forhandlingerne var rykket. Men i stedet for at forhandle bliver han sat, taget til fange og spærret inde i Sønderborg Slot. Dog får han lov til at leve et nogenlunde liv, som det nu sømmer sig for en konge. Han får tilmed lov til at beholde sin personlige tjener Mikkel.

Franciskanermunkenes kloster i Ystad blev stormet af lutheranske borgere med borgmester Hans Hjort i spidsen. De har slået og revet i porten, mens de råber, at de havde fået tilladelse af kongen til at jage munkerne ud af klostrene. Klosterforstanderen Anders Berthelsen prøver at tale Hans Hjort til fornuft, og da han åbner porten, tror han da også, at det var det, Hans Hjort ville. Men han blev overrumplet, og man forlangte klostrets papir udleveret. Lutheranerne ville have munkene fordrevet, fordi de mente, at de ikke prædikede den rette tro. Under optøjerne var der flere munke, der blev såret. Nu var 12 franciskanerklostre lukket i Danmark. Bispe-kirken bestod endnu, trods balladen med lutheranerne. Og i en kort tid var bisperne mægtigere end de før havde været.

Kong Frederik 1. døde i 1533, og Roskilde-bispen Joachim Rønnow fik stoppet et hastigt kongevalg. Stod det til ham, skulle der ikke være en konge de næste 4 år. Danmark skulle styres af rigsrådet, og rigsrådet af bisper, og det også det blev det.

Kort efter begyndte sjællænderne at brokke sig, bønder rejste sig: de ville have den fængslede Christian 2. genindsat som konge. Skipper Clement Andersen, en både hærdet og berygtet mand, gik i land i Nordjylland og rejste et bondeoprør der. Clement havde før været en torn i øjet på Frederik 1.

Borgmesteren i Lubeck, Johan Wullenwever, skaffede både en leder og soldat til oprøret. Lederen var Greve Christoffer Oldenborg, han blev nu oberst for 3000 tyske landsknægte. Han var manden, der gav navn til borgerkrigen i Danmark, nemlig Grevens Fejde.

Mens flere herregårde i det nordjyske gik op i flammer, blev der indkaldt til hastemøde i Ry, for nu var der gået panik i adelen. Man valgte den afdøde konge Frederik 1.s første søn, hertug Christian (1503 – 1559), til konge, også selvom bisperne var imod. Hvilket de havde en god grund til: Christian var overbevist lutheraner.

Nu skulle Christian 3 vise, hvad han kunne. Han førte en stor hær af lejetropper op i Jylland over Fyn til Sjælland. I august 1536 holdt han så endelig indtog i København. Han havde sejret afgørende, og som det første blev grev Christoffer landsforvist.

Efter sejren stod Christian 3. med et lille problem. Han havde en kæmpe hær af lejetropper, der skulle betales, og han anede ikke, hvordan han skulle skaffe penge til soldaterne. Der blev samlet til krigsråd, og man tog en rask beslutning: Bisperne måtte holde for. De måtte afgå fra deres embeder og udlevere alt deres gods. Man arresterede bisperne, bl.a. Joachim Rønnow, der skulle have gemt sig i en hanebjælke under et loft på en bispegård. Luther sendte en lykønskning til kong Christian: ” bisperne vil ikke være ophørt med at forfølge guds ord og forvirre det verdslge regime”, skulle han have skrevet. Men det er ikke regeringens politik at skabe martyrer, så de fleste kom på fri fod igen.

Det var sådan, man vedtog at afskaffe den gamle bispekirke i Danmark, ikke af nogen særlig religiøs grund, men mere fordi Christian 3. havde brug for penge til sine lejetropper. Altså var det ikke alene en uundgåelig følge af reformationen, men lige så meget en følge af et hensynsløst militærkup.

Reformationen ændrede altså Danmark fra et katolsk land til luthersk/protestantisk. Det var tyskeren Martin Luther, der satte reformationen i gang med sine 95 teser, eller rettere sagt pustede han til ilden. Det var meningen, at Luther ville afskaffe kirkens verdslige overhoved, og i forhold til Danmark lykkedes det, men kort efter reformationen i 1536 blev der valgt et luthersk statsoverhoved, nemlig kongen. Og Den sedene konge blev “summus episcocpus” dvs. øverste biskop, hvilket den regerende konge eller dronning er den dag i dag, eller det er der faktisk diskussion om dette efter indførelsen af Grundloven af 1849.