Skrevet 2010 opdateret 2026.
Foråret er på vej, og i kalenderen er det den første forårsmåned. Det er en måned med lidt af det hele. Her kan vi den ene dag se blomster, der titter frem: vintergækker, Dorotea, liljer, krokus og dværgiris. Næste dag kan det blive dækket af sne og bidende kulde. Så bliver det igen lunt, og både humlebierne og blomsterne dukker frem igen. Har man en have, er det en god tid at begynde planlægningen af haven.
Marts måned er opkaldt efter den romerske krigsgud Mars. Før det hed det danske navn Thors måned eller tordmåned, som kan henvise til guden Thor eller til ordet tord.
Forårsjævndøgn d. 20-21.
Det er mellem den 20. og 21., hvor solen passerer ækvator, det vil sige, at dag og nat bliver lige lange. Det sætter dag og nat i balance og bevæger os mod sommeren og lysere tider.
Ostara d. 20 – 21.
Ostara, Eostre eller forårsjævndøgn – se, nu går der kludder i det! For ligesom vi tror, vi har styr på det, har vi det slet ikke alligevel. Altså er Ostara en germansk forårs- og daggrygudinde, hvis eksistens, og om hun reelt er blevet tilbedt, eller om hun er en senere opfindelse, er genstand for diskussion og forskning. Men det, vi med sikkerhed kan sige, er, at navnet Ostara (Ēostre, Ôstara) lever videre i det tyske ord “Ostern” og i det engelske ord “Easter”.
Det, vi også kan sige med sikkerhed, er, at gudinden Ostara / Eostre har fået liv gennem wicca og flere andre neo-hedenske grupper. Og vi må ty til den angelsaksiske benediktinermunk Beda Venerabilis (672-735), som er den eneste direkte kilde til gudinden.
Hvis vi starter med ordet Ostara, lavede Jacob Grimm (1785-1863) en afhandling kaldet Ostara i sin “Tysk Mytologi” (1835). Her støttede han sig til det før omtalte værk af Beda Venerabilis. Han fortæller, at omtalen af gudinden Eostre må have været en lokal udgave af en gudinde dyrket i flere germanske stammer, også i Tyskland, og han oversætter så Eoster, som navnet kommer af, til det tyske Ostern, og dette måtte referere til gudinden. Han gik videre med sin teori, og når Easter var Eostre, måtte Ostern være det oldtyske Ostara. Han var dog selv godt klar over, at der ikke var bevis for det, da Ostara og Eostre ikke kendes fra andre kilder end Beda Venerabilis’ værk.
Til trods for det fik Jacob Grimms teori ben at gå på og vandt indpas. Andre folklorister videreudviklede sidenhen historien om Ostara.
Går vi lige tilbage til Beda Venerabilis’ værk “De temporum ratione”, hvad er det egentlig, han skriver? Han forsøger at forklare den hedenske kalender og de hedenske navne på månederne. Han fortæller, at navnet på måneden Eosturmonath (en måned svarende til april) skyldes, at hedningene fejrede gudinden Eostre i denne måned. Det var noget, han havde opstøvet, og som var fra før kristendommens indtog og før Bedas egen levetid, hvis han altså ikke selv havde fundet på det. Det er nemlig også til diskussion. Der er ikke fundet andre referencer til hende end i dette værk.
Myten om påske haren
Det er en nyere ting, der er kommet til Danmark fra Tyskland omkring 1900-tallet, men i Tyskland kan denne tradition med påskeharen spores længere tilbage til hedenske frugtbarhedsritualer, hvor haren ansås for at være et særligt frugtbart dyr, og man ofrede (og spiste den). Eller?
Vi ser lige på grunden til, at haren egentlig er forbundet med påske. Den germanske gudinde Ostara/Eostre, der var gudinde for foråret, er hende, der har lagt navn til sabbatten af samme navn. Nå, men Ostara er forbundet med haren og den frugtbarhed, den har. Hvorfor skete det lige? Det er de før omtalte folklorister!
Historien er, at Ostara var healer, og hun kunne forvandle dyr. En dag møder hun en såret fugl på sin vej, og hun vil hele den, men den basker rundt, og hun forvandler den til en hare. Da den er helet, stikker den af, og hun når ikke at forvandle den tilbage til sin oprindelige form. Derfor lægger påskeharen æg, og gæt, hvilken dag det var på: påskedag – den historie og den gudinde stammer fra Wicca.
Ostara som sabbat
Ostara som sabbat er en af Wiccas otte sabbats, som “rejste” ud af Wicca og blev “berømt” og knuselsket af alle mulige hekse fra rundt om i verden, de kunne godt se, at det ikke bare var datoer i en kalender, men også en fortælling om årets gang. Her i Danmark blev sabbatterne gjort meget lokale gennem Danni Druehylds bog Heksenes Håndbog. I dag er vi langt væk fra Mariæ renselsesdag, vi har fået en masse drys fra noget irsk-keltisk mytologi og gamle hedenske rester.
Det skal siges, at de 8 sabbats på intet tidspunkt har været holdt samlet i løbet af et år noget sted i verden, før Gerald Gardner, der var stærkt inspireret af Margaret Murray, engang samlede dem sammen med Doreen Valiente i 1950’erne. Så de er absolut en nyere opfindelse i den form, som de 8 sabbats har i dag.
Wiccaner vil se Ostara som en mindre sabbat, da de følger de keltiske mærkedage. Her har gudinden været vågen i et stykke tid, og guden viser sig som den unge gud. Sammen viser de vejen til forår og sommer.
Flere og flere tager de 8 sabbatter til sig. Jeg har set det i nogle asatrogrupper og hos hekse, der kalder sig nordiske hekse, og som ikke er wiccanere. Her bliver sabbatter godt nok byttet ud med blót, lige i tilfældet med Forårsblót, eller måske for “Sejrsblót”. Lige det navn kommer måske fra en idé om vikingetiden, hvor dette var begyndelsen på krig og plyndringstogter, og i det tilfælde er Odin den centrale gud ved dette blót. Men ellers kunne det også være Frej eller Freja.
Mariæ bebudelsesdag
En glemt, næsten forsvundet helligdag. Det var også en af dem, der røg som følge af helligdagsreformen i 1770. Den lå den 25. marts, hvilket betød, at det var 275 dage før jul, svarende til en graviditet. Den blev flyttet til den femte søndag i fasten, altså søndagen før påsken.
Ideen var, at dagen for Marias bebudelse, altså den dag ærkeenglen Gabriel bebudede, at hun blev gravid, trods hun var jomfru, skulle fejres. Dagen blev også kaldt Herrens bebudelse, vi kan jo ikke have fokus på en kvinde i Bibelen, og især efter at Danmark ikke længere var katolsk efter reformationen. Et problem Folkekirken står med i dag.
Påsken
Påsken ligger ikke fast på en bestemt dato hvert år; den ligger sådan, at påskesøndag er den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn. 40 dage før påsken fastede man, og her måtte man kun spise fisk og ikke kød eller æg. Man festede og spiste godt til inden fasten, så der var noget at tage af. Den fest inden fasten hed fastelavn (se februar). Her skal lige tilføjes, at påsken godt kan ligge i april.
Ordet påske betyder forbigang og refererer til jødernes befrielse fra slaveriet under farao. Selve påsken har et par bestemte mærkedage. Palmesøndag fejres den dag, Jesus red ind i Jerusalem, og folk tog imod ham med palmeblade/grene. Skærtorsdag er den dag, hvor der mindes, at Jesus spiste det sidste måltid med sine disciple (den sidste nadver). Det var her, Judas forrådte Jesus. Langfredag mindes Jesus’ korsfæstelse, og påskedag mindes Jesus’ genopstandelse. Der har engang været en 3. påskedag, der lå tirsdag efter påske. Traditionelt var det en helligholdt dag med kirkegang og stille sysler. Den blev fjernet ved helligdagsreformen af 1770.
Som symbol på fastens afslutning spises 9 slags grønt og masser af æg. Man sagde, at æg giver kvinden frugtbarhed og manden potens.
Påske æg.
Som nævnt betød påsken afslutning på fasten, og de æg, der var samlet ind under fasten, kunne nu nydes. Æggene var et højdepunkt og et symbol på forårets komme, og førhen var det først omkring påske, at hønsene begyndte at lægge æg, på det tidspunkt, hvor græsset blev grønt, og solen fik magt.
Æg var en særlig og kostbar madvare, som ikke indgik i den daglige kost; i det gamle Grækenland, Rom, Egypten, Persien og Kina blev de givet som gaver ved forårsfester. Og da kristendommen kom til, blev æggene et symbol på Kristi opstandelse.
Man begyndte i middelalderen at pynte æggene i al almindelighed, og i 1600-tallet begyndte man så at farve æg i forbindelse med påsken. I Danmark opstod en tradition, hvor præst, degn og tjenestefolk fik farvet og dekoreret hønseæg som en del af deres løn. Børnene fik kogte æg, der først kunne leges med (trille ned ad en bakke) og derefter spises.
(Hvis du vil bruge naturens egne farver til æggene, så kog dem sammen med løgskaller, rødbeder, spinat, stenlav, skarntyder eller kaffe)
Påske lammet
Lammet er både en jødisk, kristen og katolsk tradition. I den kristne del er lammet et symbol på Jesu Kristi … Paulus skriver i 1. Korintherbrev 5, 6-8: “Jeres stolthed klæder jer ikke. Ved i ikke, at det mindste om smule surdej gennemsyrer hele dejen? Rens den gamle surdej ud, for at i kan være en ny dej. I er jo usyrnet brød, for også vort påskelam er slagtet, Kristus.” Lammet blev et symbol på Jesu offer. Han lod sit liv for menneskehedens synder, selvom han selv var uskyldig.
Den jødiske udgave hænger sammen med de ti plager, Gud sendte til Farao og hans folk, da jøderne skulle befries. Man brugte lammet til fejring af befrielsen fra ægypterne og smurte dets blod rundt om dørkarmene, så døden passerede.
Under katolicismen var det en tradition at dele voks-lam-amuletter ud.
Gækkebreve
Skikken med gækkebreve er dansk og kendes ikke fra andre lande. Den startede i 1600-tallet, hvor karle og piger drev gæk med hinanden. Man plukkede en sommergæk, det hed det dengang, og gemte den i sin hånd for så at gække eller narre den ind i den andens hånd, samtidig med at man sagde “sommergæk”. Lykkedes det ikke for denne person at slippe af med sommergækken på samme måde, var han eller hun gæk/nar i et år.
Man kunne også sende den videre i et brev, og allerede ved modtagelsen af brevet hang modtageren på den. Oprindeligt var disse breve underskrevet. Det var først noget, der ændrede sig i 1800-tallet. Det var visedigteren Julius Stranberg, der begyndte at lave “professionelle” gække- og svarvers. Altså kunne man komme til ham og få sendt et gækkebrev, som han ofte digtede og skrev, så modtageren ikke kunne genkende afsenderens håndskrift. Til gengæld, hvis man gættede, hvem der stod bag, så kunne man købe et returvers, og man slap for at være “nar” i et år eller for at skulle give noget til den, der havde sendt det første. Det var digte som: “Mit gæk jeg tror du skal være, jeg derfor blomsten sender, og det skal glæde mig ifald, du intet til mig kender.”
Engang var den store diskussion egentlig om, hvorvidt det skulle hedde vintergæk eller sommergæk. Jeg mener at kunne huske, at H.C. Andersen kaldte det sommergæk – både traditionen og blomsten.
Efter 1. verdenskrig blev dette en tradition for børn, sådan som vi kender det i dag, hvor det bliver brugt til påsken “gæt hvem jeg er …. eller hit med et påskeæg.”
Sommertid
Sidste søndag i denne måned er den dag, hvor alle i Danmark står op klokken to om natten og sætter uret en time frem, for her begynder sommertid. (hhmm)
Sommertid blev for første gang brugt i Danmark i 1916. Det var en amerikansk idé fra 1784, hvor Benjamin Franklin foreslog det i et essay. Det har så været her i Danmark i skiftende perioder fra 1916 og har siden 1980 været en fast del af vores liv.
Marts fuldmåne
Marts fuldmåne bliver kaldt ormemåne, og som med januars måne har den flere navne, fx kaldte de nordlige indianere den for kragemånen, da deres kald blev tydelige her omkring, og det opfattede de nordlige indianere som afslutningen på vinteren. At den er blevet kaldt ormemånen har noget at gøre med, at jorden begynder at “vågne op” efter vinteren, og ormene begynder at komme frem.
Det sker, at der er to fuldmåner i marts, og i nyere tid har den anden fuldmåne i en måned fået navnet blåmåne, men egentlig er den ældre definition af en blå måne den tredje fuldmåne i en sæson, der har fire fuldmåner. Dette kaldes en sæsonbetonet blå måne, det sker ifølge NASA ca. hvert 2,5 år. Men som sagt er det blevet moderne i nyere tid at kalde den anden fuldmåne i måneden blåmåne.