2/5 – 2026
Jeg ville gerne kunne fortælle dig, at en nordisk-hedensk kult gik under jorden og overlevede, da kristendommen vendte op og ned på det hele. Men der er ikke noget i historien, der bakker den idé op. Alligevel sidder jeg her og siger, at noget har overlevet det her med kristendommen. Det findes stadig i os — i vores celler, vores kultur, vores historie og vores længsel. Intet religiøst had i verden kan få det til at tie stille. Det ligger bare og venter på det rette tidspunkt, hvor vi er klar til, at det vender tilbage. Og der er ingen tvivl om, at længslen efter mening og et liv tættere på naturen er ægte. Når ingen nordisk-hedensk kult gik under jorden, må man jo skabe sin egen.
Når man skaber sin egen tradition, handler det om at finde struktur, mening og kontinuitet og sætte ting sammen, der virkelig betyder noget for én selv. Det er egentlig ikke sværere end det. Jeg lærte om årshjulet, da jeg læste Dannie Druehylds heksenes håndbog, og siden har jeg altid været glad for de her otte højtider (sabbat), fordi de hjælper mig med at mærke årets gang helt inde i kroppen og blive en del af årets sæsoner.
NU er min tilgang til spiritualitet ret animistisk og shamanistisk, med en god portion nordisk oveni. Jeg kunne godt se, at Dannie Drudehyld havde fordansket wiccanernes hjul, men der var altså noget ved de navne, hun havde givet højtiderne, som ikke rigtig fungerede for mig. De virkede lidt kristne, og det er ikke lige mig, så jeg fandt på nogle andre navne. Efterhånden som jeg lærte mere, ændrede jeg dem igen. I dag er der heldigvis flere, der arbejder på at hente nogle af de fede ting frem fra den førkristne tid, og gennem det har jeg endelig fundet mig til rette med navnene/titlerne på højtiderne. Og ja, jeg ser dem ikke som sabbatter, som er for hekse (eller jøder), men som højtider, der tilhører alle.
Da jeg på et tidspunkt læste Christopher Penczaks ‘The Temple of Shamanic Witchcraft’, hvor han ser på årshjulet med en shamanistisk tilgang og vender det en halv omgang, faldt tingene på plads for mig. Det giver virkelig god mening, og sådan har jeg arbejdet med årshjulet lige siden. Jeg kan godt forstå, at vi tegner det som et ur, starter fra kl. 12 og bevæger os rundt med uret, men naturen følger ikke en tidsramme. Når hjulet er vendt en halv omgang, ligger den mørke tid nederst, og så giver det god mening at arbejde med “underverden”. Den lyse tid ligger øverst, hvor det også giver rigtig god mening at arbejde med den lyse tid.
Jeg rejser ofte gennem træet, hvad enten turen går til underverden, mellemverden eller oververden. Det gælder især, hvis det “bare” er en rejse, jeg tager hjemme fra stuegulvet. Jeg bruger træets indre stamme, “som er hult/eller med trappe”, til at komme op eller ned, alt efter hvor jeg vil hen. Nogle år har jeg ikke haft overskud til det helt store hulumhej ved højtiderne. Så har jeg nøjedes med de her rejser, og alligevel fået god kontakt til årstiden.
Når jeg tager til oververdenen:
Tja, der er jo så et etage til 2 højtider og så en etage op, hvis man kan sige det sådan. De har ofte præg af at give overblik og indsigt, noget der skal kastes lys på. Det er jo trods alt oppe i kronen af træet; her kan man se ud over det hele. Og her kan jeg møde metafysiske væsner. Jeg ved godt, at man normalt ville sige overnaturlige væsner, men jeg læste engang et citat fra Laurie Cabot: “en heks ved at intet i denne verden er overnaturlig naturligt, det er alt sammen naturligt”. Derfor metafysiske væsner.
Nå, men dem, jeg har mødt her, har været mytiske væsner fra forskellige mytologier og kraftdyr. Rejsen går oftest over nogle træer eller bjerge, eller også bliver der fløjet. Nogle gange er jeg blevet tilbudt en dyreham, eller også er jeg under rejsen smeltet sammen med et kraftdyr.
Når jeg tager til mellem verdenen:
Her handler det absolut om balance (de to jævndøgn) og ofte om ændringer og konsekvenserne af mine handlinger. Jeg har oftest mødt sider af mig selv i mellemverdenen, eller også er det symbolverden, der hører psykologien og drømmetolkningen til, og det er vel i princippet også en side af mig.
Har jeg mødt metafysiske væsner her, har de ofte påpeget, at jeg ikke altid er særlig god til at passe på mig selv, eller de har rummet mig med en kærlig forældreagtig energi (ja, også efter at jeg er blevet 50 og ikke har nogen forældre i den levende verden).
Når jeg tager til under verdenen:
Der er så også 2 forskellige etager til tre højtider. Her kommer jeg ned til roden af træet. Her er huler og kilder og meget mørkt. Det er den rå urkraft – Moder Jord. Her rummer rejsen på en eller anden måde det samme som de andre og alligevel ikke; her er det dybere, roligere, tungere. Her har jeg også mødt nogle af mine forfædre, det har jeg ikke de andre steder. Ofte er de metafysiske væsner dyr, men der kan også komme andre væsner til.