Der var to brødre, og begge ønskede at herske.

Den ene havde magten over lyset, livet og varmen. Skovens frodige eg omsluttede ham, og hvor end han kom, fulgte vækst, frugtbarhed og overflod. Han blev kaldt Egekongen.

Den anden herskede over goldhed, kulde og mørke. Han var svøbt i stikkende grene fra krigstjørnen, og alt visnede, hvor han kom. Alting sank hen i dvale og forfald, og stilheden fulgte ham. Han blev kaldt Kristtornkongen.

De 2 brødre var lige stærke, og år efter år udspillede det samme mønster sig. Egekongen voksede sig stærk og mægtig, og i hans tid tog lyset til og bragte mere varme og overflod. Men hvert år, når han nåede toppen af sin magt ved sommersolhverv, blev han styrtet af Kristtornkongen. I ugerne efter at Kristtornkongen havde sejret, svandt lyset gradvist. Kulden satte ind, og jorden gik i dvale. Men når Kristtornkongen stod på højden af sin magt ved vintersolhverv, udfordrede Egekongen ham, og Kristtornkongen faldt ved vintersolhverv. Så begyndte cyklussen forfra, og gentog sig igen og igen. 

Men så kom en race af væsener, der blev kendt som mennesker. De så denne cyklus, og snart begyndte de at vælge side.

Hvert år jublede de, når Egekongen sejrede, og sørgede, når Kristtornkongen vandt.

Når de 2 brødre kæmpede mod hinanden, gav menneskene Egekongen styrke gennem deres stemmer og deres kroppe, deres sind og deres ånd – de tilbad ham, mens holy king måtte klare sig uden deres støtte.

Over tid voksede folks tilbedelse af varmen og lyset. De begyndte at opfinde nye måder at finde lys i mørket og varmen i kulden. De kunne, hvis de ønskede det, have brugt al deres tid i det lys, de havde skabt, og de kunne være varme hele året rundt. Generationer gik, og generationer kom, og folkene lagde først ikke mærke til forskydningerne i balancen, men til sidst kunne de ikke længere ignorere dem. Folket begyndte at lægge mærke til, at mørket var ved at forsvinde fra jorden, drevet væk af millioner af lys, som menneskene havde skabt. Dyr, fugle, planter, selv menneskene begyndte at lide under virkningen af ubalancen mellem lyset og mørket.
Menneskene begyndte at se, at deres egoistiske støtte til varmen og lyset og had til kulden og mørket havde ændret balancen i hele verden. De begyndte én ad gangen at indse, at Kristtornkongen var ved at dø, og for første gang fyldte denne tanke dem med frygt. Hvad ville der ske, hvis balancen fortsatte med at blive ødelagt? Kunne den overleve? Kunne den overhovedet overleve i en verden uden Kristtornkongen ? I gudernes verden indså Egekongen det også.

Selv efter århundreder som rivaler forstod han, hvor dybt han elskede sin bror, og at han ikke kunne undvære ham. Da den længste nat kom, stod Egekongen og Kristtornkongen igen over for hinanden. Men denne gang ville Egekongen ikke kæmpe med hjertet. Han lagde spyd og sværd fra sig og rakte armene ud mod sin bror, der kun lige kunne holde sig på benene.

Egekongen holdt ham tæt i en stor, kærlig omfavnelse. Han lovede at gøre ende på deres fjendskab og hjælpe sin bror med at blive helbredt. På solhvervsnatten, hvor han normalt ville stige op, kunne Egekongen se, at verden allerede var alt for lys og varm. Han satte sin krone på sin brors hoved og tog hans hånd. Sammen, med støtte fra hinanden, drog de ud i verden for at finde ud af, hvordan balancen kunne genoprettes.