Snorri Sturluson var en central skikkelse i nedskrivningen af den nordiske mytologi, og det gjorde han, selv om han var kristen. Men hvorfor skrev han hedenskabet ned, når han nu var kristen? Det er et godt spørgsmål. Før jeg prøver at svare på det, er det nok bedst du lige at møde ham. Lad mig derfor præsentere Snorri Sturluson.
Han levede fra 1179 – 1241, og der er faktisk mange skrifter om hans liv, så vi ved alligevel en del om ham. Han var fra Island, og han var både høvding, godsejer, embedsmand, forfatter, skjald og mytograf, og nej han var ikke munk, som min skole undervisning har efterladt mig et indtryk af.
Politisk var han dybt involveret i det, der førte Island ind under den norske krone i 1263. Og hvis vi lige skal starte med dramaet, så endte hans liv med en økse, en henrettelse på den norske konges bud.
Snorri Sturluson var født ind i Sturlung-slægten, en af tidens mest magtfulde islandske familier. Hans far døde, da Snorri var fem år gammel, så han voksede op hos Jón Loptsson på Oddi, som var Islands mægtigste mand.
Jón Loptsson tog sine forpligtelser alvorligt, og hans gård var et centrum for litterær og historisk dannelse. Her blev Snorri fortrolig med den islandske litterære tradition, både den skrevne og den mundtlige.
I beskrivelserne af Snorri Sturluson fremstår han som grådig, ambitiøs og stræbsom, men det handler måske i højere grad om hans opvækst og ophav. Som ung voksen var han faktisk relativt fattig, men alligevel lykkedes det ham at samle mere rigdom og magt end de fleste. Det skyldtes nok især hans arv, i form af social status. Den gav ham gode muligheder for et fordelagtigt ægteskab, snedig politisk ageren og indgående juridisk indsigt, som endte med flere store godser.
I midten af 30-årsalderen blev han valgt til Islands lovsigemand, altså det, vi i dag ville kalde parlamentsformand. Som både politisk kendis og forfatterkendis rejste han til både Sverige og Norge, dels for at knytte diplomatiske bånd, dels for at stille sin tørst efter viden.
Snorri Sturlusons berømmelse gjorde, at han nød godt af den unge norske kong Håkons gunst. Det skulle han dog aldrig have gjort, for kongen havde egne planer: han ville bringe Island ind under Norge. Derfor fik kongen Snorri Sturluson til at sværge en troskabsed, som bandt ham til at varetage Håkons interesser på Island.
I første omgang kom kong Håkons støtte Snorri Sturluson til gode, og i en kort periode gjorde den ham måske til den mægtigste mand på Island. Men den vakte også fjendskab blandt de andre høvdinge, som modsatte sig en union med Norge. Samtidig skabte den splid mellem Snorri Sturluson og hans bror Sighvat samt Sighvats søn, Sturla.
Det endte med, at Snorri Sturlusons søn Órækja og hans fætter Thorleif blev taget til fange og holdt i tvangseksil i Norge af Snorris bror Sturla. Snorri Sturluson forsøgte at finde en løsning og bad kong Håkon om at mægle, så rejste han selv til Norge.
Men kong Håkon havde sin egen plan, og han var snu nok til at skifte sin støtte fra Snorri Sturluson til broren Sturla. I stedet for prøvede Snorri Sturluson at slutte sig til jarl Skule (som egentlig syntes han skulle være på den norske trone og ikke kong Håkon), blev det hele mere bøvlet. I 1238 blev Snorris bror Sighvat og Sighvats søn Sturla dræbt i kamp mod Gissur Thorvaldsson fra Haukdælir-slægten på Island, her greb Snorri Sturluson chancen og planlagde at vende tilbage til Island. Men kong Håkon, der nu indså, at hans bytte af “venskab” nok ikke lige gjorde Snorri til den mest loyale støtte længere, nægtede ham tilladelse til at sejle. Men med Jarl Skules hjælp rejste nu Snorri alligevel.
Kort efter iværksatte jarl Skule et oprør for at vælte Håkon, det gik helt galt og han blev henrettet. Og kong Håkon betragtede nu Snorri Sturluson som en forræder, og kongen allierede sig med Gissur, som fik frie hænder til at dræbe Snorri, hvis Snorri Sturluson ikke overgav sig til kong Håkon. Det gjorde Snorri ikke, og til sidst blev han angrebet af Haukdælir-slægten i sit hjem i Reykholt, og her blev han i en alder af 63 år dræbt med et hug fra en økse.
Snorri Sturluson skriverier
Ud over påstanden om, at han skulle have været munk, gav min skoleundervisning også indtryk af, at han havde vendt det hele på hovedet. Måske var han i virkeligheden ikke så kristen. Måske var han hemmeligt hedensk osv. osv. Det hele er noget vås!
Som nævnt levede Snorri Sturluson mellem 1179 og 1241. Han voksede op på Island, og Island er et land, hvor kristendommen har været kendt, lige siden de første mennesker bosatte sig i 874. Og der var både vikinger og kristne blandt nybyggerne: Kristendommen blev formelt vedtaget på Altinget ved Þingvellir, ca. 40 kilometer nordøst for Reykjavík, i år 1000. Og den periode, vi i dag kalder vikingetiden, strækker sig ca. fra 800 til 1050.
Så når Snorri Sturluson bliver født i 1179, er der altså gået næsten 100-200 år, siden “vikingetiden” sluttede, og kristendommen for længst var blevet en del af hverdagen. Derfor er sandsynligheden for, at han skulle have været hemmeligt hedensk, lig nul.
Han var til gengæld både lærd og kristen. Det, du skal huske på, er, at den katolske kirke (som var kristendommen dengang) og præsteskabet sad tungt på enhver form for lærdom. De slog hårdt ned på enhver form for hedensk tankegang.
Men Snorri Sturluson vidste, at viden er magt. Derfor interesserede han sig for at skrive på oldnordisk, eller norrønt, som det også hedder, og ikke kun på latin, som kirken brugte meget. Og hvad var bedre end at skrive om den viden, der var ved at gå tabt?
Snorri Sturluson mente ikke, at hedningene var primitive og afskyelige. De var bare uuddannede og vidste ikke bedre, mente han. Han så mytologien som en slags “tab-af-viden-udfylder” — hvad mener jeg med det? Han tænkte, at folk i Norden engang godt vidste, hvor de kom fra, nemlig Gud. Men så glemte de det, og Gud gav dem så en viden om, at verden var skabt af højtstående individer, altså Odin.
Så hvis vi ser på Snorri Sturlusons Edda, hvad er det egentlig? Det er prosa, skrevet af en kristen til et kristent publikum, for at bevare den gamle viden og den måde, man opbygger prosa på.
Har han så ændret på det hele? Hmmm. Han har jo haft adgang til en delt mundtlig viden, som siden er gået tabt, og han har også haft adgang til skriftlige kilder, der ligeledes er gået tabt.
Så for at svare på spørgsmålet, er det eneste, vi kan gøre, at se på de kilder, der er bevaret fra andre steder. Og det ser umiddelbart ud til, at han ikke har opfundet alting. Stort set alle dele af mytologien findes enten i netop samtidens kristne lærdom eller i overlevende mytekvad, som vi kender fra andre kileskrifter, med nogle få undtagelser.
Spørgsmålet er derfor, om det ikke “bare” skyldes, at vi har mistet de kilder, han brugte. Umiddelbart ser det ud til, at det, Snorri Sturluson “opfandt”, var den overordnede sammenhæng eller struktur, om du vil. Og den er selvfølgelig sat sammen ud fra hans kristne tankegang.
Hvad har det så betydet for eftertiden? Jo, den her struktur har gjort den nem at bruge som fortælling. Mange af vores bøger om den nordiske mytologi stammer fra Snorri Sturlusons Edda, for eksempel Niels Saxtrops Nordiske guder og Lars-Henrik Olsens Erik Menneskesøn.
De af hans tekster der er har overlevet:
Heimskringla
På dansk: Verdens omkreds, også kendt som Snorri Sturlusons Kongesaga. Det er en islandsk kongesaga.
Der er derfor lidt af et “er det virkelig en Snorre Sturluson-tekst?”-spørgsmål omkring den. Ingen af de tidlige kilder tilskriver ham forfatterskabet, og forbindelsen mellem Snorre og Heimskringla stammer fra det 16. århundrede. Men traditionelt bliver Snorre Sturluson dog sat på denne tekstsamling, så det gør jeg også.
Samlingen omfatter teksterne Olav Tryggvasons saga og Olav den Helliges saga, Ynglingesaga, Halvdan Svartes saga, Harald Hårfagres saga, Håkon den Godes saga, Eriksønnernes saga ,Harald Gråfells saga, Olav Tryggvasons saga, Olav den Helliges saga, Magnus den Godes saga, Harald Hårderådes saga, Olav Kyrres saga, Magnus Barfods saga, Magnussønnenes saga, Magnus den Blindes og Harald Gilles saga, Haraldsønnenes saga, Håkon Herdebreis saga og tilsidst Magnus Erlingssons saga.
Men som sagt kan der ha været flere forfatter bag disse tekster.
Snorres Edda
Snorri Sturlusons mest berømte værk er Prosäddaen, også kendt som Snorra-Edda. Uden Snorra-Edda ville store dele af Den Ældre Edda og mange andre kilder være helt uforståelige, fordi det er ikke bare nedskrivninger af en lang række myter, men også et forsøg på at skabe struktur og forklare dem. Samtidig bevarer værket overordnet måden at læse de gamle digte på.
Der findes mange udgaver og oversættelser. Den udgave, jeg har vist her, er forholdsvis let at læse og har god hjælp, så også dem, der ikke er vant til denne slags tekst, kan være med. Værket er delt i to dele. Den første del rummer digtene fra den poetiske edda/myterne, og den anden del rummer digtene om Sigurd Fafnersbane.