Vi er nået til, at der er kurser i “mindfulness i skoven for stærke mænd” og i det hele taget forløb med terapi i skoven og naturen.
Det er som om naturen, skoven, dyrelivet, ja, selv himlen er taget fra os i det samfund, vi har bygget op rundt om os. Vi skal i terapi eller på kursus for at forbinde os med naturen igen.
Længe var det kun nogle tossede hekseagtige hippietyper, der krammede træer og gik med bare tæer osv., der sagde, at naturen er god for os. Men nu har forskere opdaget, at det at gå rundt i naturen, i skoven, blandt dyrelivet og selv det at glo formålsløst på himlen giver noget styrke og kan hjælpe psyken med at håndtere stress, angst og alt muligt andet, der er mindre godt for sindet. I en tid har forskningen og det moderne godtfolk, der følger videnskab og forskning, glemt, at de er kommet til at bekræfte, hvad de hekseagtige hippietyper og andre naturelskende tossefolk har sagt i årevis; det er faktisk gået hen og blevet det nye sort.
Så sent som i 1984 kom Edward O. Wilson frem med ideen om, at mennesket og naturen er genetisk knyttede sammen, og det er derfor, vi har så brug for den. Det blev kaldt biofili, hvilket betyder kærlighed til livet. Vigtigheden af naturens virkning på mennesket har herefter taget noget tid, men nu er bøger og kurser om at være i naturen, at indsnuse naturen, gå med bare tæer og om, hvor vigtigt naturen er for os, mere og mere almindelige at finde, og med god, solid forskning bag sig, og det er jo godt.
For vi er i stigende grad, på globalt plan, blevet flere storbyboere og kontorarbejdende, og vi er mere og mere indendørs, hvilket jo nok er en del af forklaringen på den fremmedgørelse, der er sket i forhold til naturen.
I bogen “Inde i skoven: shinrin-yuko – Den japanske vej til et bredere helbred” fortæller Dr. Qing Li om japanernes tilgang til træer. De blev ikke kristnede som os i Vesten, og japanernes tro er stadigvæk forbundet med skovene og guderne. Mytologien fortæller, at Stormguden Susanoo tog hår fra forskellige dele af sin krop og skabte de forskellige træer. Det er det mindset, japanerne har til deres træer, så træerne er hellige, og der er respekt for, hvordan de forskellige sorter bliver brugt både fysisk og åndeligt i skovene og i boligen. Man kan sige, at japanerne er forbundet både følelsesmæssigt, åndeligt og fysisk til træerne og skovene på en helt anden måde end os i Vesten, hvor vi blev kristne, og helligdommen blev flyttet ind i kirkerne, hvor det at tilbede/værdsætte skoven og i det hele taget naturen blev anset for at være noget hedensk, noget ukristeligt.
Her er vi så, stressede, grå og har desperat brug for den natur, vi er så dygtigt er ved at udrydde, fordi hvad? Naturen er hedensk? Naturen er ukristelig? Kun for hippier og naturtosser? I Danmark er vi rigtig gode til at bruge naturen…. på vores præmisser, vi elsker den og vil være i den, flytte ud i den, men den skal ikke være for naturlig… vild, den må lige være mindre naturlig, for den er lidt skræmmende og ikke helt til at styre. Vi betvinger naturen. Den skal respektere os, slut!…. Hov, hvad kom det af?
Der blev i sin tid skabt en Gud. Han er deroppe i himlen, væk fra den verden, han skabte, langt væk fra mennesket, og her ser han ned på os. Ham Gud skabte naturen til os, og vores mål blev at beherske den (hende). Og det er vi blevet rigtig gode til. Vi fik travlt med at blive “set” på af Gud og fremstå gode i hans øjne.
I kampen for at få naturen til at respektere os glemte vi den gamle visdom. Vi er natur, vi er et bofællesskab, og jorden nærer os og bærer os. Men det har vi fået for travlt til at huske, og i dag har vi så travlt med at fremstå gode på Facebook, Instagram, Tiktok osv. Nå ja ham Gud blev usynlig og passede sig selv deroppe i himlen på 7. dagen, hvor han ser ned på os. Nu er det selvfølgelig ikke os alle sammen, der går rundt og tænker Gud, kristendom og dommedag i det daglige. Måske er det derfor, de sociale medier er så vigtige for os? Har de erstattet Guds formanende blik?
Oprindeligt er vi natur. Naturen er en del af os, og vi har bare glemt det. Vi skal lære at gå ud i naturen igen. Her vil vi opdage, at naturen sagtens kan rumme os, og hvis vi bliver gode til at tilbringe tid i den og øver os i at rumme naturen, vil vi opdage, at hun også lytter og viser omsorg for os. Naturen har ikke forladt os og ser ikke ned på os.
Vi kan se os selv i naturen: det rå, kaotiske, stormfulde, fredelige, behagelige osv. Det er netop det, der er så helende ved naturen. Hun er som os; vi har bare glemt det, er blevet bange for hende og mistet respekten for hende. Har vi derved også mistet respekten for os selv?
Naturen er større end os, stærkere end os. Alligevel kan vi her finde ro, trøst og rummelighed, for det er her, vi er tæt på det oprindelige, det guddommelige. De gamle religioner byggede på netop dette større, dette stærkere og dette mere rummelige natur halløj, og havde stor respekt for det. En god grund til, at flere og flere vælger mere naturbaserede religioner frem for kristendommen i dag, som fx wicca, asatro osv.
Naturen er en, du kan snakke med, eller flere, du kan snakke med, ligesom på arbejdet, hvor der er Bo og Hanne og hvad de nu alle sammen hedder, du kan snakke med. Så har skoven fx fyr og eg, og havet har bølger. Fordelen ved fyr, eg og bølger er, at de sjældent afbryder ;). Du kan råbe til bølgerne om, hvor idiotisk alle er, og bølgerne lytter. Lytter du til dem, vil de give ro og lindring. Du kan have tabt tråden og gå fuldstændig desorienteret rundt, og krammer du så et træ, giver det dig jordforbindelse og ro.
Både naturen og vi er lavet af det samme, vi er oprindeligt stjernestøv, vi hører sammen, vi glemte det, da vi blev venner med Gud, men vi har brug for naturen, vi kan oven i købet bevise, at hun eksisterer, ergo må vi eksistere, og lykkes det os at udrydde naturen, kommer der ikke nogen Gud og redder os, så enkelt er det.
Ud over den bog, jeg allerede har nævnt, er her 4 gode bud på forståelsen af den samhørighed, vi engang mistede.
