Den gang Gud blev vores ven

Vi er nået til at der er kursuser i “mindfulness i skoven for stærke mænd” og i det hele taget forløb med terapi i skoven og naturen.

Det er som om naturen, skoven, dyre livet, ja selv himmelen er taget fra os, i det samfund vi har bygget op rundt omkring os. Vi skal i Terapi eller på kursus for at forbinde os med naturen igen. 

Længe var det kun nogen tosset hekse agtige hippie typer, der krammer træer og går med bare tær osv., der sagde at naturen er god for os. Men nu har forsker opdaget, at det at gå rundt i naturen, skoven, sammen dyre livet, selv det at glo formåls løst på himmelen, giver noget styrkende, og noget det kan hjælpe psyken med at håndtere stress, angst og alt mulig andet mindre godt for sindet. For en tid har forskningen og det modernet godt folk, der følger videnskab og forskning, glemt at de er kommet til at bekrafte hvad de heksede hippie typer og andre natur elskende tosse folk har sagt i årevis, det er faktisk gået hen og blevet det nye sort.

Så sent som i 1984 kom Edward O. Wilsons frem med ideen om at mennesket og natur er genetisk knyttede sammen og det er derfor vi har så brug for den, det blev kaldt Biofili, hvilket betyder kærlighed til livet. Vigtigheden af naturens virkning på mennesket, har her efter taget noget tid, men nu er bøger og kursuser om at være i naturen, at ind snuse naturen, gå med bare tær, og hvor vigtigt naturen er for os,  mere og mere almindeligt at finde, og med god solid forskning bag sig, og det er jo godt. 

For vi er i stigende grad, på global plan, blevet flere storby boger, kontor arbejdende og vi er mere og mere indendørs, hvilke jo nok er den ene del af forklaringen på den fremmedgørelses, der er sket af naturen. 

I bogen “Inde i skoven: shinrin-yuko – Den japanske vej til et bredere helbred” fortæller Dr Qing Li om japanernes tilgang til træer, de blev ikke kristnede som os i vesten og japanernes tro er stadigvæk forbundet til skovene og guderne. Mytologien fortæller at Stormguden Susanoono tog hår fra forskelig dele af sin krop og skabte de forskelige træer. Det er det mindsæt japanerne har til deres træer,  så træerne er hellige og der er respekt i hvordan de forskelige sorter bliver brugt både i skovene fysisk og åndeligt, og hvordan de bliver brugt  i boligen, man kan sige at japanerne er forbundet både  følermæssigt, åndeligt og fysisk til tæerne og skovene på en helt anden måde en os i vesten hvor vi blev kristne og helligdom blev flyttede ind i kirkerne, hvor det at tilbede/værdsætte skoven og i det hele taget naturen blev anset for et være noget hedensk, noget ukristeligt.

Her er vi så, stresset, grå og har desperat brug for den natur vi er så dygtigt er ved at udryddet, fordi hvad? Naturen er hedensk? Naturen er ukristelig? Kun for Hippier og naturtosser? I Danmark er vi rigtig gode til at bruge naturen…. på vores præmisser,  vi elsker den og vil være i den, flytte ud i den, men den skal ikke være for naturlig…vild,  den må lige vær mindre naturlig, for den er lidt skrammende og ikke helt til at styre. Vi betvinger naturen, den skal respekter os slut!…. Hov hvad kom det af?

Der blev i sin tid skabt en Gud, han er der er oppe i himmelen, væk fra den verden han skabte, langt væk fra mennesket, og her, se han ned på os. Han Gud, skabte naturen til os og vores mål blev at beherske den (hende). Og  det er vi blevet rigtig gode til. Vi fik travlt med at blive “set” på, af Gud og fremstå gode i hans øjne.

I kampen for at få naturen til at respektere os, glemte vi den gamle visdom. Vi er natur, vi er et bofælleskab og jorden nære os, og bære os. Men det har vi fået for travlt til at huske og i dag har vi så travlt med at fremstå gode i Facebook, Instagram, Tiktok osv., nå ja ham Gud blev usynlig og passede sig selv, der oppe i himmelen på 7´ne dagen, hvor en ser ned på os. Nu er det selvfølge ikke os alle sammen der går rundt og tænker Gud, kristendom og dommedag i det daglige, måske er det derfor de sociale meder er så vigtige for os? Har de erstatte Guds formanende blik?

Oprindeligt er vi natur, naturen er en del af os, vi har bare glemt det. Vi skal lære at gå ud i naturen igen. Her vil vi opdage at naturen sagens kan rummet os, og hvis vi bliver gode til tilbringe tid i den og øver os i at rumme naturen, vil vi opdage at hun også lytter og deler omsorg for os. Naturen har ikke forladt os og ser ikke ned på os.

Vi kan se os selv i naturen det rode, kaotiske, stormfulde, fredlige, betagende osv., det er netop det der er så helende ved natur, hun er som os, vi har bare glemt det, blevet bange for hende  og mistede respekten for hende. Har vi der ved også mistede respekten for os selv?

Naturen er større end os, stærkere end os, alligevel kan vi her finde ro, trøst og rummelighed, for det er her vi er tæt på det oprindelige, det guddommelige.  De gamle religioner byggede deres religioner på netop dette større, dette stærkere og dette mere rummelige natur halløj, og havde stor respekt for det. En god grund til at at flere og flere vælger mere natur bærende religioner frem for kristendommen i dag, som fx wicca, asatro osv. 

Naturen er en du kan snakke med, eller flere du kan snakke med, lige som på arbejdet, hvor der er Bo og Hanne og hvad de nu alle sammen hedder, du kan snakke med, så har skoven fx Fyr og Eg, og havet bølge, fordelen med Fyr, Eg og bølge er at de sjælden afbryder ;).  Du kan råbe til bølgerne om hvor idiotisk alle er og bølgerne lytter,  lytter du til dem vil de give ro og lindring. Du kan have tabt tråden og går fuldstændig  desorienteret rundt, og krammer du så et træ, giver den dig jordforbindelse og ro. 

Både naturen og vi er lavet er det samme, vi er oprindeligt stjernestøv, vi hører sammen, vi glemte det da vi blev ven med Gud, men vi har brug for Naturen, vi kan oven i købet bevise at hun eksistere, ergo må vi eksister, og  lykkes det os at udrydde naturen, kommer der ikke nogen Gud og  reder os,  så enkelt er det.

Ud over den bog jeg allerede har nævnt, er her 4 gode bud på forståelse af den samhørighed vi engang mistede.