Vi skal synge noget mere! Ikke at jeg overhovedet selv kan synge — det er jo nærmest flerstemmigt på én gang. Men for pokker, det er da ligegyldigt. Vi kan være fælles om at synge, og det giver et eller andet i det indre. Det opdagede folk under corona, hvor fælles sang på afstand/tv blev en ting.
Og vi har så mange smukke sange. Her har jeg samlet et lille udpluk, som kan synges helt uden at Gud blander sig i teksten – eller der er lige en eller to hvor jeg har skrevet gud ud, men ellers.
Her er det sange, der passer godt til efteråret, så har du en lille efterårs sangbog. Der hvor jeg har kunne finde nogen gode udgaver af sangene på YouTube har lånt dem, med et stor tak til kunstrene.
Sensommervise
Musik og tekst: Kirsten og Finn Jørgensen 1982
Æbler lyser rødt på træernes grene,
høsten går ind.
Går igennem skoven ganske alene, – stille i sind.
Gyldne farver og sensommerbrise
fylder hjertet med vemodig musik,
går og nynner en sensommervise
fjernt fra byens larmende trafik.
Sommerbrisen danner krusning på søen,
mystisk og sort.
Stæreflokke svæver højt over øen –
snart tager de bort.
Gyldne farverog sensommerbrise
fylder hjertet med vemodig musik,
går og nynner en sensommervise
fjernt fra byens larmende trafik.
Duft af brænderøg blandt brunlige bregner,
blåsorte bær.
Stille summen mellem blade som blegner –
aft´nen er nær…
Gyldne farverog sensommerbrise
fylder hjertet med vemodig musik,
går og nynner en sensommervise
fjernt fra byens larmende trafik.
Modne rønnebær bag dybgrønne grene
rødt titter frem –
går igennem skoven ganske alene –
nu må jeg hjem!
Gyldne farver og sensommerbrise
fylder hjertet med vemodig musik,
går og nynner en sensommervise
fjernt fra byens larmende trafik.
Efterår
Ray Dee Ohh
Efterår
Den sidste sol har gemt sig i dit blik
Og tiden går
Forbi os, før vi ved det, er vi væk
Og jeg føler kun
En længsel i mit bryst
Kom og ta’ mig ind til dig
Kom og gi’ mig al din trøst
Gi’ mig dine drømme
Gi’ mig bare en
Gi’ mig lidt af livet
Gi’ mig noget at tænke på
Gi’ mig dine drømme
Gi’ mig bare en
Gi’ mig lidt af livet
Gi’ mig noget at tænke på, før det’ for sent
Efterår
Og mørket falder ind i dine ord
Og tiden går
Vi venter, og vi håber, og vi tror
Men jeg føler mig
Så underlig forladt
For jeg kunne miste alt
I denne stille nat
Gi’ mig dine drømme
Gi’ mig bare en
Gi’ mig lidt af livet
Gi’ mig noget at tænke på
Gi’ mig dine drømme
Gi’ mig bare en
Gi’ mig lidt af livet
Gi’ mig noget at tænke på, før det’ for sent
Flyv, fugl! Flyv!
Tekst: Chr. Winther, 1828
Melodi: J. P. E. Hartmann, 1838
Sangen hører til Chr. Winthers første digtsamling
“Digte” fra 1828.
De synger den anderledes på YouTube, end hvad jeg gør, her lyder de som om de har slugt et helt pige kor, jeg har desværre ikke kunne finde den i en synge med udgave, og nej jeg har ikke tænk mig at synge selv og sætte det op her!
Flyv, fugl! Flyv over Furesøens vove!
Nu kommer natten så sort,
alt ligger sol bag de dæmrende skove,
dagen den lister sig bort.
Skynd dig nu hjem til din fjedrede mage,
til de gulnæbbede små,
men når i morgen du kommer tilbage,
sig mig så alt, hvad du så!
Flyv, fugl! Flyv over Furesøens bølge,
stræk dine vinger nu vel!
Ser du to elskende, dem skal du følge,
dybt skal du spejde deres sjæl.
Er jeg en sanger, så bør jeg jo vide
kærligheds smigrende lyst,
alt, hvad et hjerte kan rumme og lide,
burde jo tolke min røst.
Flyv, fugl! Flyv over Furesøens rislen,
kærlighed kalder dig hjem.
Sæt dig nu kønt mellem løvbuskens hvislen,
syng så din kærlighed frem!
Kunne, som du, jeg i æteren svømme,
véd jeg nok, hvor gik min flugt.
Jeg kan i lunden kun sukke og drømme,
det er min kærligheds frugt.
Flyv, fugl! Flyv over Furesøens vande,
langt, langt bort i det blå!
Ensomt i skoven ved fjerneste strande
ser du min favre at gå.
Gulbrune lokker de flagre i vinden,
let er hun, rank som et aks,
øjet er sort, og roser har kinden,
ak, du kan kende hende straks!
Flyv, fugl! Flyv over Furesøens brusen,
dybt drager natten sit suk!
Træerne hviske med ængstelig susen,
hilse godnat med et buk!
Har du ej lyttet til mangefold smerte,
selv hos den fjedrede flok?
Sig et godnat til mit bævende hjerte,
sig det, du véd det jo nok!
Kirsten og vejen fra Gurre
Frank Jæger Fra »19 Jægerviser«, 1953. Mel.
Tony Vejslev.
Det løvfald, som vi kom så alt for nær,
bedrog os med de ting, vi havde kær:
Den strenge hvide sol. En sløret regn.
Et gult forundringssmil i Nyrup Hegn.
Hvor kom vi alt for nær på alle ting.
Det løvfald lod os se en sjælden ring:
Der stod en hest med samme hvide hår,
som vore arme unger engang får.
Din lille, varme hånd sad fast i min,
og dér kom blæsten rendende med sin.
I vejens våde, blanke asfalt-å
drev mange flere blade, end vi så.
Esbønderup. Det hvide hospital.
En fjern og ukendt hanes søndagsgal.
Dit blik fik gule marker med sig hjem.
Nu ejer du en længsel efter dem.
Natten er så stille
“Bacarole” fra lystspillet “Prinsesse Isabella”.
Tekst: Johan Ludvig Heiberg, 1829
Melodi: C. E. F. Weyse, 1840
Natten er så stille,
luften er så klar,
duggens perler trille,
månens stråler spille
hen ad søens glar.
Bølgens melodier
vugge hjertet ind,
suk og klage tier,
vindens pust befrier
det betyngte sind.
Septembers himmel
Tekst: – Alex Garff 1949. Melodi: Otto Mortensen
1949
Septembers himmel er så blå,
dens skyer lyser hvide,
og lydt vi hører lærken slå
som før ved forårstide.
Den unge rug af mulden gror
med grønne, lyse klinger,
men storken længst af lande for
med sol på sine vinger.
Der er en søndagsstille ro
imellem træ’r og tage,
en munter glæde ved at gro,
som var det sommerdage.
Og koen rusker i sit græs
med saften om sin mule,
mens bonden kører hjem med læs
der lyser solskinsgule.
Hver stubbet mark, vi stirrer på,
står brun og gul og gylden,
og røn star rød og slåen blå,
og purpursort står hylden.
Og georginer spraglet gror
blandt asters i vor have,
så rig er årets sidste flor:
oktobers offergave.
De røde æbler løsner let
fra træets trætte kviste,
Snart lysner kronens bladenet,
og hvert et løv må briste.
Når aftensolen på sin flugt
bag sorte grene svinder,
om årets sidste røde frugt
den tungt og mildt os minder.
At flyve som et forårsfrø
for sommerblomst at blive
er kun at visne for at dø,
kan ingen frugt du give.
Hvis modenhedens milde magt
af livet selv du lærte,
da slår bag falmet rosendragt
dit røde hybenhjerte.
Underlige Aftenlufte
Under en fireårig udlandsrejse til Tyskland,
Frankrig og Italien led Oehlenschläger af stor
hjemlængsel. I efteråret 1805 skrev han dette
digt, som han kaldte Hjemvee.
Tekst: Adam Oehlenschläger, 1805
Melodi: Carl Nielsen
Underlige aftenlufte!
hvorhen vinker I min hu?
Milde, lune blomsterdufte!
sig, hvor hen I bølger nu.
Går I over hviden strand
til mit elskte fødeland?
Vil I der med eders bølger
tolke, hvad mit hjerte dølger?
Matte sol! bag bjergets stene
luerød du daler ned,
og nu sidder jeg alene
i min dunkle ensomhed.
Hjemme var der intet fjeld,
ak! så er jeg ude vel,
skal i nat ej barnligt blunde
i min Herthas grønne lunde.
Stille! stille! hisset gynger
båden mellem siv og krat,
sødt en mø ved cithren synger
i den tavse, lune nat.
Hvilke toner! milde lyst!
hvor du strømmer i mit bryst!
Men hvad savner jeg, og græder,
mens hun dog så venligt kvæder?
Det er ej den danske tunge,
det er ej de vante ord,
ikke dem, jeg hørte sjunge,
hvor ved hytten træet gror.
Bedre er de vel måske,
ak, men det er ikke de!
bedre, tror jeg vist, hun kvæder,
men tilgiver, at jeg græder!
Tager ej min sang for andet
end et ufrivilligt suk!
Længselsfuldt heniler vandet,
aftnen er så blid og smuk.
Mangen sådan aftenstund
sad jeg i min kære lund,
mindet vender nu tilbage,
det var årsag i min klage.
Vipper, springer over klinge
Denne høstsang blev oversat til dansk i 1799 af
lægen og digteren Rasmus Frankenau, 1767
1814. Melodien er en af Weyses allertidligste. Den
er komponeret kort tid efter at han som 15-årig
kom til København fra Altona.
Tekst: L. Hölty, 1771
Melodi: C. E. F. Weyse, ca. 1790
Vipper springe
over klinge
under leers lyd.
Brune piger danse,
spøge, flette kranse,
overalt er fryd.
Fro i klynge
piger synge
under leers klang.
Ja, til dagen viger,
og til månen stiger,
lyder munter sang.
Alt sig glæder,
munter kvæder
hver, så godt han kan.
Tæt om fiskedammen
spise davren sammen
dreng og bondemand.
Hans og Tyge
leen stryge,
meje skår på skår.
Pigerne begynde
sæden op at binde,
alt så lystigt går.
Hver nu spøger,
Hjertet søger
Den, som gav det håb
Og når månen smiler,
Parvis hjem man iler
Under jubelråb.
Det lysner over agres felt
Harald Balslev 1922 – Ludvig Holstein 1915
Det lysner over agres felt,
hvor sløve plovspand kravle,
det sortner over Store Bælt
med sol på kirkegavle. –
Velkommen i vor grønsværsstol
blandt grøftens brombærranker!
0, det gør godt at slikke sol
igen på disse banker!
Vel rækker høstens solskin kort,
men rønnens bær står røde.
Alleens linde blegner bort,
men vildvinsranker gløde.
Vel! Ræk mig da, o efterår,
en gravensten, som smager
af bækken ved min faders gård
og mulden i hans ager.
Og bag mig, sol, og blød mig, regn’
Jeg plukker mine nødder
og trasker langs et brombær hegn
med plovmuld under fødder.
Og det er al den jord, jeg har,
og alt, hvad jeg begærer.
Jeg håber, det går an, jeg ta’r,
hvad mine såler bærer.
I skovens dybe, stille ro
Man antog tidligere at teksten var skrevet af H. C.
Andersen, men det er mere sandsynligt at den er
forfattet af komponisten Fritz Andersen, som i
1864 udgav en samling sange til skolebrug. Heri
findes sangen, men uden angivelse af forfatter.
Melodien er en gammel folkemelodi, sandsynligvis
fra Langeland.
Tekst: Fritz Andersen, 1864
Melodi: Folkemelodi
I skovens dybe, stille ro,
hvor sangerhære bo,
hvor sjælen lytted mangen gang
til fuglens glade sang,
der er idyllisk stille fred
i skovens ensomhed,
og hjertets længsler tie her,
hvor fred og hvile er.
Hør landsbyklokken lyder ned,
bebuder aftenfred,
småfuglen, før den går til blund,
end kvidrer lidt en stund.
I mosen kvækker højt en frø,
stærkt damper mark og sø,
nu klokken tier, – aftnens fred
sig stille sænker ned.
Septembers himmel er så blå
skrevet af Alex Garff og melodi er skrevet Komponisten Otto Mortensen.
Septembers himmel er så blå,
dens skyer lyser hvide,
og lydt vi hører lærken slå
som før ved forårstide.
Den unge rug af mulden gror
med grønne lyse klinger,
men storken længst af lande fór
med sol på sine vinger.
Der er en søndagsstille ro
imellem træ’r og tage,
en munter glæde ved at gro,
som var det sommerdage.
Og koen rusker i sit græs
med saften om sin mule,
mens bonden kører hjem med læs,
der lyser solskinsgule.
Hver stubbet mark, vi stirrer på,
står brun og gul og gylden,
og røn står rød og slåen blå,
og purpursort står hylden.
Og georginer spraglet gror
blandt asters i vor have,
så rigt er årets sidste flor:
oktobers offergave.
De røde æbler løsner let
fra træets trætte kviste.
Snart lysner kronens bladenet,
og hvert et løv må briste.
Når aftensolen på sin flugt
bag sorte grene svinder,
om årets sidste røde frugt
den tungt og mildt os minder.
At flyve som et forårsfrø
for sommerblomst at blive
er kun at visne for at dø,
kan ingen frugt du give.
Hvis modenhedens milde magt
af livet selv du lærte,
da slår bag falmet rosendragt
dit røde hybenhjerte.
Nu er det længe siden
Mel: Oluf Ring (1940)
Tekst: Jeppe Aakjær (1906)
(Fra ”Rugens Sange”)
Der er lige et øhh! til denne sang jeg kan godt lig den udgave ham her ved siden synger, men han hopper et par vers over det har jeg gjort rødt og så er der lige en sætning til sidst “Saa slutter Far i Jesu Navn.” det har jeg ændret til “Så slutter Far i søvnens favn” og for at favn kke skal gentage sig til sidst er med høsten i sin favn blevet til høsten i sin havn.
Nu er det længe siden,
men end det gjemmes i mit Sind,
hvordan i Barndomstiden
den kjære Rug kom ind,
hvordan dens kjærnetunge Top
ved Moders svage Kræfter
blev lagt i Lugen op.
Først bredte Mor et Klæde
saa ømt som nogen Højtidsdug;
der maatte ingen træde
med Sko i Høstens Rug;
saa fejed hun med Limens Rest
hvert snavset Straa tilside
som for en Hædersgjæst.
Den kjære Rug var Gjæsten,
som gjorde hvert et Barn saa spændt;
se, Far han lægger Vesten
og sér saa indadvendt:
En Skjælven i et ydmygt Sind,
en Bøn til Altets Skaber,
før Avlen bringes ind.
Saa fatter Far om Spaden
og graver i det gule Klæg
to Huller langs med Laden
foran den hvide Væg;
i dem skal Vognens Fælger slaa
og staa som i en Fælde,
til Væltningen gaar paa.
— Og Vognen værdigt skrider;
det første Læs for Lugen staar;
ud fra dets tunge Sider
saa dybe Skygger slaar.
De varme Øg i Nip og Nap
af Moders milde Hænder
faar Ax og Mule-Klap.
Og alle Hænder jager,
og alle Fødder er i Rend
i Støvet Læsset brager
for brede Rygges Spænd.
Højt svinger Hjulet som et Rat,
og paa dets Drejeskive
har Børnene sig sat.
Mor ta’r paa Neget Sæde
og linner lidt ved Baandet skjørt:
“Det er endda en Glæde,
naar Kornet er saa tørt!”
Og med sin matte, spinkle Arm
hun løfter Rugens Tvilling
ind ad den lave Karm.
Og Neg for Neg forsvinder
og bliver under Bjælken sat;
og Far faar røde Kinder
og Spindelvæv om Hat.
Men Mor er lige hvid og bleg,
Hvor meget hun end stræber
med Rugens tunge Neg.
Det gaar mod Aftentide
snart skinner Maanen fuld og rund
paa Gavl og Vægge hvide
og ned i Vognens Bund.
Mor standser træt og titter ind;
Far kommer hen til Lugen
og klapper hendes Kind.
Og Barnet, som har løbet
sig træt i Dagens muntre Leg,
det er nu stille krøbet
ind under Hjulets Eg;
dér høres dette skarpe Knald
fra Vognens Fjæl mod Sandet
af Ørentvistens Fald.
Og mellem Hjulets Eger
gaar Stjerneblink og Maaneskin,
og milde Vinde hveger,
mens Barnet slumrer ind.
Saa slutter Far i søvnens favn.
Og Hjemmet gaar til Hvile
med Høsten i sin havn.
Regnvejrsdag i november
Tekst: Ebba Munk
Mel.: Pia Raug (Fra ”Hej lille drøm” 1978)
Jeg vil male dagen blå
med en solskinsstribe på
vælge lyset frem for skyggen
gi’ mig selvet puf i ryggen
tro på alting, selv på lykken –
jeg vil male dagen blå.
Jeg vil male dagen gul
solen som en sommerfugl
sætter sig på mine hænder
alle regnvejrsdage ender,
der står ‘maj’ på min kalender –
jeg vil male dagen gul.
Jeg vil male dagen rød
med den sidste roses glød,
jeg vil plukke kantareller
løvetand og brændenælder
leve i det nu, der gælder,
jeg vil male dagen rød.
Jeg vil male dagen grøn
dyb og kølig – flaskegrøn
sætte tændte lys i stager
glemme rynker, dobbelthager
håbe på mit spejl bedrager,
jeg vil male dagen grøn.
Jeg vil male dagen hvid,
nu hvor det er ulvetid,
købe franske anemoner
for de sidste tyve kroner
lytte til Vivaldis toner, –
jeg vil male dagen hvid.
Jeg vil male dagen lys
strege ud og sætte kryds
jeg har tusind ting at gøre
klokken elleve-femogfyrre
blev november hængt til tørre
jeg vil male dagen lys.
Oktoberdagens skiften
Tekst: Jens Rosendal, 1985
Melodi: Per Warming 1987
Oktoberdagens skiften
af skyer, sol og regn
slår som en blæstens rytme hårdt –
i hjertets egn.
Oktoberdagens farver
og bronzeblomsters glød
har samme stærke strøg som dybt –
i sindet lød.
Oktobers æblegrene,
der steg som blomsterflor,
skal tynges helt med livet ned –
fuldbragt til jord.
Oktoberdagens sidste
ukuelige håb
skal kaste sommergløder midt –
i angstens råb.
Oktobernattens mørke
vil nådigt dække alt.
I morgenlyset skal vi se –
hvor frøet faldt.
Mørk er november
Fra Piae Cantiones 1582
tekst: Thorkild Bjørnvig 1959
Mørk er november og løvfaldet slut,
vandet begynder at fryse,
lyset fra solen og blomsterne brudt
¬da må vort hjerte selv lyse.
Synge vil vi, legen er magt,
mer end beregning, forstand og foragt
værn mod det sorte og tomme.
Om der svæver dødelig dræ,
vil vi dog elske – og plante et træ:
frugter kan uspået komme.
Efterår
Komponist, dirigent, arrangør og musikformidler John Høybye, og tekst af forfatter, journalist Georg Metz.
Disen over mosen er et sikkert tegn.
Dyr på engen leder stille efter vinterhi.
Virkelyst og grokraft er forbi, forbi.
Dagen går mod aft en, mørket holder ved,
til de svage solstrejf melder blegt om morgenstund
bygevejr i luft en over bælt og sund.
Løvfald bag ved løvfald fugle flyver bort.
Løvfald er som afsked, blade daler sagte ned