Som barn lærte jeg om Livets træ og den nordiske kultur af min mor. Min rejse gik videre gennem folkeeventyr, religion, det okkulte, psykologi, det alternative, det hekset, for så at vende tilbage til det nordiske. På vejen har jeg samlet forskellige ting op og vævet dem ind i en ny helhed.
I nordisk kontekst er årshjulet med de 8 højtider noget absolut sludder! Jeg kan lige så godt være ærlig og skrive det, som det er, i stedet for at romantisere det. Ingen steder i verden er de 8 højtider blevet holdt samlet gennem et år, før Gerald Gardner, der var stærkt inspireret af Margaret Murray, samlede dem sammen med Doreen Valiente i 1950’erne. De er så absolut en nyere opfindelse. Men der er faktisk en nordisk udgave, den vender jeg tilbage til.
Første gang, jeg mødte årshjulet, var som ung i Dannie Druehylds bog Heksens Håndbog, men jeg havde et problem med at føle mig hjemme i kristne ord, så det, hun kaldte valborgsaften, kyndelmisse og allehelgensaften skuede mig mod hårene. Det er selvfølgelig, fordi hun fordanskede dem.
Wiccanernes årshjul er en fortælling om Gudinden og Guden, om hvordan de påvirker naturens frugtbarhed igennem året, og de 8 sabbatter fortæller hver deres lille fortælling. Guden dør i efteråret og bliver genfødt af Gudinden. Han vokser op, genvinder sin kraft og gør hende frugtbar igen. Herefter begynder han at miste sine kræfter, og hun venter på at føde hans barn – ham selv i en ny skikkelse.
I de oprindelige årstidsfester, som man engang fejrede forskellige steder, fejrede man høståret. Det handlede om solens genkomst, om en frugtbar afgrøde i sensommeren og mørkets tilbagevenden om vinteren, en slags livs-, død- og genfødselscyklus.
Men hvorfor i alverden har jeg så alligevel fundet på at tage årshjulet til mig? Jeg ser de 8 højtider som ikke bare datoer i en kalender, men også en smuk fortælling om årets gang, hvordan årstiderne ændrer sig, og hvordan de påvirker os og den jord, vi bor på. Om fødslen, livet, døden og genfødslen, både vores og moder-jordens cyklus. Om det, vi er i, det, der er under os, og det, der er over os, som både er vores samhørighed og vores selvopfattelse.
Desuden er der 365 dage på et år (366 på et skudår), og når jeg ikke holder de kristne helligdage eller de hedenske sabbatter og er hamrende ligeglad med min fødselsdag, så er det mange dage uden nogen markering, hvor man stopper op og lige reflekterer over, at årshjulet har drejet, og hvad det har bragt med sig. Disse små stop tror jeg er sunde for os og gør det nemmere for os at tage imod de næste udfordringer på vores vej.
Derfor har jeg valgt at tage den til mig, men ligesom Dannie Druehyld har jeg ændret den, så den passer til mig og min måde at gøre det på. Sjovt nok læste jeg her for ikke så længe siden bogen Nordisk Gudindekraft af Hanna Snorradóttir (der ligger en lille anmeldelse af den her). Her bruger hun også årshjulet; hun kalder det solhjulet, og hun har delt højtiderne op i de ni verdener fra den nordiske mytologi i hjulet med Midgård, menneskenes verden, i midten og de andre 8 rundt om, som hun knytter de mytologiske fortællinger til, dog i en lidt, lad os kalde det, opdateret udgave, hvor de kvindelige gudinder er i højsædet.
Tæt på samme idé har jeg fundet det på en blog fra 12. april 2019 af Anne Voel, hvor hun også kalder det solhjulet. Her viser solhjulet årets gang, som også symboliserer døgnet og menneskelivet. Du kan læse denne blog her.
Måske er der flere udgaver af denne måde at bruge årshjulet på, altså en mere nordisk udgave. Jeg ved det ikke. Engang fandt jeg en asatroende, der havde lavet en udgave med 8 forskellige blót, men jeg tror, siden er pillet ned igen, for jeg kan nu ikke finde den. Måske fordi den der havde siden har fundet et nordisk alternativ, eller noget der har rødder i den nordiske historiske.
Når men det jeg ind til nu har gået ud fra: I træet bruger jeg de 8 markeringer/højtider som årstiderne, jorden og også min egen cyklus. Der er ca. en måned og 15 dage imellem dem (+/-).
Jeg deler træet op i en underverden, en mellemverden og en oververden. Som nævnt har jeg valgt navne, der ikke river i mig i forhold til religion, dvs. solhvervene og jævndøgnene er nu engang, hvad de er. De andre 4 har haft et par forskellige navne igennem årenes løb, men de er faste nu.
På de her dage tager jeg en ånderejse. Lad os bare kalde det en slags meditationsrejse for nemheds skyld. Nogle gange er rejsen gennem et egetræ, nogle gange gennem et asketræ, nogle gange gennem et takstræ, og nogle gange er det Yggdrasil. Nogle gange er rejsen en udesidning, og hvis jeg fejrer det med andre, kan det godt blive til en ceremoni og måske endda til et ritual.
Det kan også bare blive en middag, hvor familie/venner bliver inviteret, og der bliver hygget. I de sidste 5/6 år har jeg arbejdet med årstidssange, vi har mange gode i den danske sangskat, og nogle af dem har jeg fundet frem og skrevet GUD ud af dem. Han er med i mange sange, men i min udgave bliver han lavet om til noget natur, eller et vers bliver lavet helt om, så det alligevel passer.
Hvad er det enlig jeg rejser til?
Som nævnt bruger jeg træet til at rejse igennem, om det så er til underverden, mellemverden eller oververden, og specielt hvis det “bare” er en rejse, jeg tager hjemme fra stuegulvet. Alt efter, hvad der er mit tema/formål med rejsen, bruger jeg musik, trommer eller det, jeg kalder brummesang. Måske hedder det noget fancy i virkeligheden, jeg ved det ikke, jeg gør det bare. Jeg bruger træets indre stamme, “som er hult/eller med trappe”, til at føre mig op eller ned, alt efter hvor jeg vil hen.
Når jeg tager til oververdenen:
Tja, der er jo så et etage til 2 højtider og så en etage op, hvis man kan sige det sådan. De har ofte præg af at give overblik og indsigt, noget der skal kastes lys på. Det er jo trods alt oppe i kronen af træet; her kan man se ud over det hele. Og her kan jeg møde metafysiske væsner. Jeg ved godt, at man normalt ville sige overnaturlige væsner, men jeg læste engang et citat fra Laurie Cabot: “en heks ved at intet i denne verden er overnaturlig naturligt, det er alt sammen naturligt”. Derfor metafysiske væsner. Nå, men dem, jeg har mødt her, har været mytiske væsner fra forskellige mytologier og kraftdyr. Rejsen går oftest over nogle træer eller bjerge, eller også bliver der fløjet. Nogle gange er jeg blevet tilbudt en dyreham, eller også er jeg under rejsen smeltet sammen med et kraftdyr.
Når jeg tager til mellem verdenen:
Her handler det absolut om balance (de to jævndøgn) og ofte om ændringer og konsekvenserne af mine handlinger. Jeg har oftest mødt sider af mig selv i mellemverdenen, eller er det symbolverden, der hører psykologien og drømmetolkningen til, og det er vel i princippet også en side af mig. Har jeg mødt metafysiske væsner her, har de ofte påpeget, at jeg altid er særlig god til at passe på mig selv, eller de har rummet mig med en kærlig forældreagtig energi (ja, også efter at jeg er blevet 50 og ikke har nogen forældre i den levende verden).
Når jeg tager til under verdenen:
h
Der er så også 2 forskellige etager til tre højtider. Her kommer jeg ned til roden af træet. Her er huler og kilder og meget mørkt. Det er den rå urkraft – Moder Jord. Her rummer rejsen på en eller anden måde det samme som de andre og alligevel ikke; her er det dybere, roligere, tungere. Her har jeg også mødt nogle af mine forfædre, det har jeg ikke de andre steder. Ofte er de metafysiske væsner dyr, men der kan også komme andre væsner til.
Højtiderne
Vil det kunne lade sig gøre at bruge Hanna Snorradóttirs og Anne Voels udgaver med de 9 verdener og smelte det sammen med min måde at gøre det på, altså træet, og lige vende hjulet en halv omgang, så ville Niflheim, Helheim og Jotunheim/Udegård ligge i bunden af træet ved rødderne og være repræsentanter for underverdenen. Alfheim, Muspelheim og Svartalfheim ville blive repræsentanter for oververdenen.
Ja, det ville godt kunne lade sig gøre, og det tænker jeg også på en eller anden måde er meningen. Det ser ud til, at hjulet er lavet i tråd med det oprindelige wiccanske med udgangspunkt bl.a. i verdenshjørnerne. Læg mærke til, at de bytter om på Jotunheim/Udgård og Helheim. Men det giver ikke mening i “min” udgave; et træ peger op og ikke nord, så derfor er der ikke noget problem i at smelte dem sammen, hvis man har lyst til det. Men jeg har aldrig rejst til de forskellige heim på den måde, som jeg ellers gør ved de 8 højtider, og jeg ved heller ikke, om det er meningen. Måske er det bare for at gøre det nordisk og for at knytte det til den nordiske mytologi. Det er jeg absolut fortaler for. Jeg har selv en bog med årstidsskatte, som indeholder årstidssange, folkeeventyr og mytologi.
Går jeg vildt meget op i, at højtiderne holdes på bestemte datoer? Næ, bare sådan ca., for hvis det nu er en middag eller en ceremoni, så er det smart, at det er på den dag, hvor folk kan komme; det er vigtigere.
I den heksede verden er det blevet meget moderne at lave ritualer og magisk arbejde på disse kraftdage, men jeg vil gøre opmærksom på, at der er ligesom to indgangsvinkler til disse højtider. Den lidt ældre eller mindre moderne udgave er, at det er en slags helligdage og en anledning til fejring af, at hjulet har drejet rundt. Sabbat kommer af hebraisk og betyder hvile. Og så er der selvfølgelig Wicca, der har sine helt egne ideer om, hvad de vil lave på disse dage.
* Mulm som i mulm og mørke, Gnist eller Glød som det, der “antænder” det nye år, faktisk kan det også være bare være kyndel som enlig er fra Kyndelmisse er et gammeldansk sammensat ord der betyder – kyndel ‘fakkel, blus’, afledt af kynde ‘tænde’ og misse ‘messe, så Kyndel uden misse.